Grænseby får ladeplads med syv lynladere til lastbiler og busser

Tirsdag 22. oktober 2024 kl: 11:06
Af: Redaktionen

Grænseby får ladeplads med syv lynladere til lastbiler og busser

E.ON Drive Infrastructure Denmark er i gang med at anlægge en ny og ladestation til tung transport i Padborg. Med syv lynladere på 400 kW bliver Padborg-stationen landets hidtil største offentlige anlæg for lastbiler og andre tunge elektriske køretøjer. Med syv lynladere bliver Padborg-stationen større end ladestationen i Høje Taastrup, der ind ti nu har været den største ladeplads til tunge køretøjer i Danmark

Den nye ladestation markerer med E.ON Drive Infrastructure's formulering "...endnu en milepæl i den danske transportsektors elektrificering, hvor tung transport spiller en vigtig rolle". 


Med flere ladestationer rundt om i landet bliver det tiltagende lettere for vognmændene at skifte fra dieseldrift til el-drift og dermed køre mod en grønnere fremtid.


- Den tunge trafik er stadig en af de store udfordringer, når vi ser på CO2-udledningen. Det er forståeligt, at en del vognmænd tøver med at investere i el-lastbiler før infrastrukturen er på plads. Derfor ser vi den nye ladestation i Padborg som et vigtigt skridt mod at få skred i bevægelsen mod at gøre den tunge transport mere miljøvenlig, siger Morten Hersoug, der er administrerende direktør i E.ON Drive Infrastructure Denmark. 


Ladestationen indgår i Vejdirektoratets opfyldelse af EU’s AFIR-direktiv, hvor der ikke må være længere end 60 kilometer til en lynlader på hovednettet. Lynladerne skal være placeret, hvor behovet er størst, og derfor er der god mening at åbne stor en station i Padborg, der er transitområde for et stort antal lastbiler.


Flere ladestationer på vej
Ladestationen i Padborg er en del af E.ON Drive Infrastructures arbejde med at bygge flere store ladeparker til tung transport rundt om i Danmark. Udover Padborg vil der i 2025 åbne ladeparker langs motorvejene ved eksempelvis Randers, Herning og Vejle samt en stor ladestation ved Nyborg, som Sund & Bælt vil stå for. Sammenlagt er der planer om op til 25 ladeparker inden 2030.


De første fem er på vej.


Fakta om ladestationen i Padborg:
  • Placering: Padborg Transportcenter
  • Kapacitet: 7 lynladere á 400 kW
  • Kan servicere 7-8 el-lastbiler ad gangen
  • Fremtidssikret med mulighed for opgradering til MCS +1000 kW ladning

I august kunne vi her på transportnyhederne.dk fortælle, at E.ON Drive Infrastructure og MAN Truck & Bus samarbejder om at opbygge offentligt ladenetværk til elektriske lastbiler i Europa.


Interesserede kan læse mere her:

Energiselskab og lastbilproducent vil bygge offentlige lastbil-ladeanlæg i Europa








Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.