Rederikoncern fragtede mere gods i septemberFredag 11. oktober 2024 kl: 11:42 Af: RedaktionenDe samlede fragtmængder hos rederikoncernen DFDS i september endte 4,4 procent højere end i samme måned sidste år. Justeret for tilgangen af ruter på Gibraltarstrædet og lukningen af Calais-Tilbury-ruten var væksten på 1,0 procent DFDS, der månedligt rapporterer færgemængder for fragt og passagerer med henblik på at give yderligere indsigt i trends for mængdeudviklingen i koncernens europæiske rutenetværk, oplyser, at fragtmængderne i Nordsø-området var lavere end i 2023 med et blandet aktivitetsniveau på tværs af rutenetværket. Omvendt var mængderne i Middelhavs-området højere i september i år sammenlignet med september sidste år. DFDS kunne notere fremgang på alle sine ruter i Middelhavnsområdet. På Den Engelske Kanal var mængderne i september fortsat højere end i september sidste år. Det samme gjaldt mængderne i Østersø-området. I de seneste 12 måneder - 2024-23 - steg de samlede transporterede fragt-lanemeter hos DFDS med 5,6 procent fra 38,5 millioner i 2023-22 til 40,7 millioner i 2024-23. Stigningen var 2,8 procent, når man justerer for tilgangen af ruter på Gibraltarstrædet og lukningen af ruten mellem Calais i Frankrig og Tilbury ved Themsen øst for London. Når det glæder passagerer har DFDS noteret en samlet fremgang på 39,4 procent i september i år sammenlignet med september sidste år. Justeret for tilgangen af ruter på Gibraltarstrædet var der dog tale om et fald på 2,7 procent. DFDS oplyser, at den justerede nedgang var drevet af mindre afvigelser på tværs af ruter. Antallet af biler steg samlet med 22,0 procent, men var 8,2 procent lavere justeret for tilgangen af ruter på Gibraltarstrædet. I seneste tolv måneder steg det samlede antal passagerer 43,8 procent fra 4,5 millioner passagerer i 2023-22 til 6,4 millioner i 2024-2023. Justeret for tilgangen af ruter på Gibraltarstrædet var stigningen var 6,5 procent.
(Kilde: DFDS) © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |