ARBEJDSGIVERORGANISATION:
Varebilsudspil rammer ved siden af måletTorsdag 10. oktober 2024 kl: 13:02 Af: RedaktionenTransportminister Thomas Danielsens (V) udspil om at fjerne kravet om tilladelser til transport med varebiler på op til 3,5 ton er en ommer, da kravet er med til at sikre ordnede forhold i branchen, lyder det fra arbejdsgiverorganisationen ATL, der organiserer en række transportvirksomheder i Danmark I 2019 blev der indført krav om godskørselstilladelser for varebiler, men fornlyhet meddelte transportminister Thomas Danielsen, at han vil fjerne kravet, som han betegnede som overflødigt og et sted, hvor han som transportminister kunne bidrage ti SVM-Regeringens mål om at skære 1.000 årsværk væk i Staten. Men branchedirektør i ATL, Lars William Wesch, kalder forslaget for en ”ordentlig skævert pakket ind i gode intentioner”. - Det er yderst sjældent, at en samlet branche beder om at få flere regler, men da kravet blev indført var der tale om et meget velovervejet ønske fra virksomheder, arbejdsgivere og fagforeninger. Der var et klart behov for mere ordnede forhold i branchen og de fremskridt risikerer vi at tabe på jorden igen med mindre ministeren besinder sig, siger Lars William Wesch. Godskørselstilladelsen for varebiler stiller blandt andet krav om, at transportlederen har en vognmandsuddannelse, at virksomheden har et minimum af økonomi og at de ansvarlige i virksomheden ikke er dømt for alvorlige lovovertrædelser. Også transportpolitisk chef i DI Transport, Rune Noack, undrer sig over forslaget. Dels vil besparelserne være minimale og dels har EU indført lignende krav, der gælder international godskørsel i varebiler. - Hvorfor kræve ordnede forhold hos virksomheder, der kører gods fra Padborg til Flensborg, men ikke hos virksomheder, der kører fra Nyborg til Aalborg? Det er ulogisk og viser, at det er det forkerte sted at spare, da kravet om godskørselstilladelser bidrager til ordnede forhold i branchen. Der må være andre steder, der er mere oplagte, mener Rune Noack. Han kender historikken og den polemik der gennem årene har været på området. Ikke mindst med hensyn til myndighedernes mulighed for at håndhæve undtagelsen for pakker under 11 kg. - 11 kg-reglen er ikke en blomst, der har groet i vores baghave, men uanset synspunkt kan det ikke være en undskyldning for helt at afskaffe kravet om godskørselstilladelser, siger Rune Noack . © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |