SVM-REGERINGEN:
Energinet kan starte på næste etape for brintrør mellem Danmark og TysklandOnsdag 9. oktober 2024 kl: 12:58 Af: RedaktionenEnerginets indledende markedsdialog indikerer stor interesse for det brintrør-projekt om en rørledning, der kan føre brint fra Danmark og til Tyskland. Det fremhæver SVM-Regeringen, som ser frem til, at Energinet går videre med næste fase af projektet, hvor der arbejdes på, at rørledningen kan komme i drift i 2031 Energinet, der er en selvstændig offentlig virksomhed som ejer og udvikler el- og gasnet i Danmark, har haft en indledende markedsdialog, der indikerer, at der er stor interesse for en dansk brintinfrastruktur. Det betyder, at Energinet går i gang med næste fase af deres markedsdialog og yderligere opdatering af businesscasen for projektet. Heraf følger også det endelige salg af kapacitet i røret, hvor aktørerne skal binde sig økonomisk og juridisk til kapacitet i brintrøret. - Grøn brint er en af nøglerne til et mere klimaneutralt Europa - og nu går næste fase for et brintrør i Danmark i gang. Dialogen med både markedet og Tyskland viser, at der er stor interesse for projektet, og det er det, som Energinet skal bygge videre på. Fra regeringens side er vi fortsat meget positive over for projektet, så det lover godt med tilbagemeldingerne om de modne projekter. Vi er stadig klar til at lægge statslig medfinansiering på bordet, hvis branchen læner sig ind i projektet og binder sig på kapacitet i røret, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M). Det betyder, at SVM-Regeringen fortsat er villig til at give Energinet adgang til statslig medfinansiering til et fuldt eller tilskåret brintbackbone, hvis Energinet efter kapacitetssalget blandt andet kan leve op til betingelsen om, at et statsligt finansieringsbidrag vurderes økonomisk ansvarligt og ikke vil medføre eller udgøre udgifter for Staten, som det politisk blev aftalt i april i år. Der vil samtidig blive arbejdet på at skabe de nødvendige rammevilkår for, at potentialet for et spirende opstartsmarked kan realiseres. Energinets opdaterede tidsplan Energinet har opdateret tidsplanen for etableringen af brintrøret, hvori igangsættelsen rykkes fra 2028 til 2032. SVM-Regeringen vil arbejde med tiltag, der kan imødegå dele af forsinkelsen og gøre Energinets nye tidsplan mere robust. Det sker med henblik på, at den første strækning af brintrøret med forbindelse til Tyskland kan sættes i drift i 2031. Udskydelsen påvirker ikke realiseringen af det danske 2030-klimamål. - Den tidslinje, som nu er præsenteret for os, er ikke det, vi havde forventet, og den kommer med store risici. Det er ikke tilfredsstillende. Derfor har vi igangsat et arbejde med henblik på at gøre Energinets tidsplan mere sikker og begrænse forsinkelsen. Det er for at sikre samspil mellem de store mængder grøn strøm fra havvindudbuddet, produktionen af grøn brint og den tyske efterspørgsel, siger Lars Aagaard. Hensigten med brintrøret er at eksportere grøn brint produceret i Danmark til det tyske marked, herunder til tyske industrivirksomheder. Arbejdet foregår derfor i tæt samarbejde med den tyske regering for at understøtte etableringen af en grænseoverskridende rørforbindelse. Det klare signal fra Tyskland er stadig, at der er meget stor efterspørgsel på grøn brint via dansk brintinfrastruktur. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |