Havn i Vendsyssel giver plads til lager med energi til 7.000 husstande i et døgn

Torsdag 3. oktober 2024 kl: 10:36
Af: Redaktionen

Virksomheden Green Energy Vault etablerer et anlæg til lagring af grøn energi på havnen i Hirtshals og bidrager dermed til havnens planer om at blive et knudepunkt for produktion og forbrug af energi fra vedvarende energikilder. Det nye energilager vil kunne give virksomheder, der bruger store mængder el, betydelige besparelser

Det kommende energilager, som Green Energy Vault investerer i, vil fylde det samme som to håndbolshaller og blive et af landets største avancerede anlæg til lagring af energi, som kommer både lokale virksomheder og det lokale elnet til gode. 


Det nye energilager, der vil få en kapacitet på 90 MWh, hvilket svarer til 7.000 husstandes energiforbrug i et døgn, vil nemlig medføre betydelige besparelser for de virksomheder, der bruger store mængder el samtidig med, at energilageret vil bidrage til at reducere spidsbelastninger på det lokale elnet og dermed øge stabiliteten i det nordjyske distributionsnet. 


Green Energy Vaults samlede investering på Hirtshals Havn beløber sig til 500 millioner kroner - 275 millioner kroner til selve anlægget og yderligere 225 millioner kroner i løbende omkostninger over 20 år.


Green Energy Vault, der forventer, at anlægget i Hirtshals tages i drift i begyndelsen af 2026, peger på, at løsningen med det store energilager vil bidraget til, at producenter af vedvarende energi kan udnytte deres produktionskapacitet og forbedre nyttiggørelsen af strømmen, når produktionen er høj.


Fakta om det grønne kraftværk med energilager på Hirtshals Havn:
  • Det grønne 20 MW kraftværk med 90 MWh energilager kan levere energi til over 7.000 husstande i 24 timer - eller 3.500 husstande konstant, da lageret løbende bliver fyldet op med grøn energi
  • Det grønne kraftværk, inklusiv energilager, vil fylde et areal svarende til to håndboldhaller
  • Anlægget forventes opført på Hirtshals Havn i løbet af 2025 og 2026








Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.