SVM-REGERINGEN:

Ekstra kontrol skal forebygge snyd med vejafgift

Fredag 30. august 2024 kl: 12:25
Af: Redaktionen

I det forslag, som SVM-Regeringen lægger frem i dag, er der sat penge at til sætte ind mod snyd med den kommende kilometerbaserede og CO2-afhængige vejafgift, der bliver kørt ud på vejene fra årsskiftet. Indsatsen består i øget kontrol med danske og udenlandske lastbiler

SVM-Regeringen har i sit finanslovforslag for 2025 sat ekstra midler af til at indkøbe mere kontroludstyr for at styrke kontrollen med den kilometerbaserede vejafgift. 


Det er Sund & Bælt, der skal stå for opkrævningen, og SCM-Regeringen lægger med finanslovforslaget for 2025 op til at afsætte ekstra 5,7 millioner kroner i 2025 og 3,8 millioner kroner årligt i 2026-2028 til flere mobile kontroller. Sideløbende bliver der arbejdet for, at Storebæltsbroen automatisk lukker for passage, hvis en chaufføren i en udenlandsk lastbil forsøger at køre over broen med en ubetalt bøde for manglende betaling af vejafgift i førerhuset.


- Den kilometerbaserede afgift må ikke blive konkurrenceforvridende, og derfor skal vi sikre, at alle betaler. Med flere mobile kontrolpunkter og fuldt stop for snyd over Storebæltsbroen sender vi et klart signal om, at reglerne skal overholdes, siger transportminister Thomas Danielsen (V).


Den kilometerbaserede vejafgift træder i kraft 1. januar 2025, hvor lastbiler - typisk via en lille boks i stil med en Brobizz - bliver noteret for det antal kilometer, de kører på den del af det danske vejnet, den kommende vejafgift omfatter. Dermed kommer udenlandske lastbiler også til at betale deres del af udgifterne til for eksempel slid på vejene. For at sikre, at den regning bliver betalt, bliver der afsat ekstra penge til kontroludstyr. 


De ekstra midler til kontrol, der er sat af på finanslovsforslaget for 2025, vil gå til at indkøbe ekstra kameraudstyr til de mobile kontrolpunkter og sikre ekstra bemanding, så der kan føres bedre kontrol med de afgiftspligtige vejstrækninger. Derudover vil Sund & Bælt arbejde på en løsning ved Storebæltsbroen, så det bliver muligt at stoppe udenlandske lastbiler med ubetalte bøder for at undlade at betale vejafgift. De kan så enten vende om eller betale bøden på stedet sammen med broafgiften. 




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.