Kølehus-aktiviteter skifter ejer

Onsdag 7. august 2024 kl: 11:08
Af: Redaktionen

TA-Logistics, der ejer Frode Laursen-koncernen, har sammen med Danish Crown solgt Agri-Norcold til den voksende Constellation Cold Logistics om med opkøbet vil have aktiviteter i otte vesteuropæiske lande. I forbindelse med salget melder TA- Logistics klar til nye opkøb

TA-Logistics begrunder beslutningen om at sælge Agri-Norcold med, at markedet for køle- og frysehuslogistik i Europa gennem de senere år er blevet konsolideret. Derfor gik ejerkredsen bag danske Agri-Norcold videre med de henvendelser, som de tidligere på året havde fået fra flere af de førende paneuropæiske operatører - blandt andet Constellation Cold Logistics.
 

Efter en grundig proces har Danish Crown og TA-Logistics nu solgt Agri-Norcolds samlede aktiviteter til Constellation Cold Logistics, som med opkøbet vil have aktiviteter i otte vesteuropæiske lande.
 

TA-Logistics' selskaber, Frode Laursen og Kaj Madsen, vil fortsætte det hidtidige samarbejde med Danish Crown og Carlos Rodriguez, der er administrerende direktør for Constellation, ser frem til at samarbejde med TA-Logistics’s selskaber - både i Danmark og i andre lande, hvor TA-Logistics leverer transport og andre værdiskabende tjenester.


Hos TA Logistics er vurderingen, at der vil ske en konsolidering inden for transport- og logistikmarkedet i Norden og den vil koncernen gerne være en del af.


- TA-Logistics A/S har derfor en klar vækststrategi, og vi ønsker fortsat at være en af de førende transport- og logistikvirksomheder i Norden. Salget giver et endnu stærkere kapitalberedskab til nye opkøb, enten til vores eksisterende selskaber, som for eksempel Frode Laursen A/S, eller til opkøb af nye selskaber inden for transport og logistik, siger Thorkil Andersen, der er administrerende direktør i TA-Logistics A/S.


Han fremhæver samarbejdet med Danish Crown om den udvikling, som Agri-Norcold har gennemført, som fantastisk. 


- Vi er stolte over denne udvikling, som er lykkedes gennem et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Agri-Norcold's dygtige ledelse og dedikerede medarbejdere, siger han.








Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.