Opdaterede lyssignaler i kryds skal give samfundsøkonomisk besparelserSøndag 4. august 2024 kl: 12:58 Af: Redaktionen![]() Vejdirektoratet er ved at opdatere trafiksignaler langs de statslige veje, så de tager større højde for trafikken i det enkelte kryds. Tiltaget skal give mindre spildtid, mindske trængslen og en samfundsøkonomisk besparelse på 77 millioner kroner om året Vejdirektoratet i gang med at gennemgå samtlige af de 320 trafiksignaler, der er ejet af staten. Trafiksignalerne skal justeres, så de i højere grad tilpasser sig til den trafik, der er i det enkelte kryds. Når tiltaget er fuldt implementeret, vil det give en årlig samfundsøkonomisk besparelse på 77 millioner kroner og en klimagevinst på 150-300 ton sparet CO2 om året. - Vi har været ude og justere på, hvor længe der er grønt og rødt lys, og nogle steder har vi også indført venstresvingspile. Det skulle gerne føre til, at man slipper for unødigt at stoppe og holde i tomgang, når man kommer til et trafiksignal. Til gengæld kommer man hurtigere frem til sin destination. God og effektiv infrastruktur er til gavn for os alle, siger Charlotte Vithen, der er områdechef i Vejdirektoratet. Trafikken har en døgnrytme Der er ikke tale om ny teknologi. Vejdirektorats trafiksignaler har allerede detektorer, der kan registrere, når en bil kører frem mod et lyssignal. Det aktuelle tiltag er ganske lavpraktisk og går i sin enkelthed ud på at justere på de parametre, der styrer det enkelte signalanlæg. I 2018 begyndte Vejdirektoratet på mere systematisk vis at analysere årsagen til lange køer ved trafiksignaler, hvorefter de enkelte trafiksignaler blev tilpasset, så de passede med trafikken. Et trafiksignal kan for eksempel indeholde forskellige grøntider for dagtimerne, aften- og nattetimerne, morgenmyldretiden og så videre. Nogle steder er der også etableret en såkaldt ”grøn bølge”, hvor trafikanten får grønt lys i flere kryds i træk. Endelig er der eksempler på trafiksignaler, hvor nærmere analyse har vist, at styringen ikke er fulgt med tiden, eksempelvis fordi der er sket et stort rykind af arbejdspladser, eller der er åbnet en skole. - Vi bruger den teknologi, vi har i forvejen, og derfor er tiltaget et godt eksempel på, hvordan man kan få bedre fremkommelighed for få penge. I princippet er der bare tale om, at vi har justeret på grøntiderne, men på bundlinjen står, at de statslige trafiksignaler nu har en øget kapacitet. Og dét er der god økonomi i. Vores beregninger viser, at det ville koste samfundet 350.000 kroner om dagen, hvis vi rullede projektet tilbage, siger Charlotte Vithen. Gevinsten for lastbiltrafikken er ikke medregnet, oplyser Vejdirektorat. Fakta:
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |