REDERIORGANISATION:
Genvalgt kommissionsformand udsender maritime pejlemærkerTirsdag 23. juli 2024 kl: 12:01 Af: RedaktionenUrsula von der Leyen blev i sidste uge genvalgt som formand for EU-Kommissionen. Rederi-organisationen Danske Rederier peger på, at Ursula von der Leyen politiske manifest, som blev præsenteret kort før valget, berører samtlige af Danske Rederiers prioriteter for 2024-2029. Dermed vækker genvalget af Ursula von der Leyen som formand for EU-Kommissionen glæde hos Danske Rederier Med Ursula von der Leyen som formand for EU-Kommissionen fortsætter den grønne omstilling, industripolitik og konkurrenceevne med at være øverst på dagsordenen i EU. Indenfor 100 dage vil EU-Kommissionen præsentere en Clean Industrial Deal, der har til formål at accelerere reduktionen af emissioner, hurtigere udrulning af grøn energi og billigere priser på grøn energi og brændstoffer. EU fastholder dermed skibsfartens målsætning om klimaneutralitet i 2050. EU vil samtidig sikre globale klimaaftaler, hvilket for EU’s rederier er centralt for at undgå skævvridning af den internationale konkurrence. - Vi er superglade for, at Ursula von der Leyen er blevet genvalgt og derved kan fortsætte sit ambitiøse arbejde, siger EU-chef hos Danske Redeier, Bjarne Løf Henriksen. Han peger på, at det er afgørende, at EU fastholder en ambitiøs klimapolitik og sikrer, at der er nok grønne brændstoffer til skibene. - Det kommer til at kræve store investeringer for alle i værdikæden og produktionsapparatet. Her er det afgørende, at EU går forrest, og EU-Parlamentet presser på for at sikre meningsskabende løsninger og samarbejde mellem virksomheder, myndigheder og organisationer, siger påpeger han. En aktiv handels- og industripolitik Danske rederier bemærker, at Ursula von der Leyen i det politiske manifest yderligere fremhæver, at EU fortsat vil føre en aktiv handels- og industripolitik som værn mod geopolitiske kriser og stigende protektionisme, der sætter forsyningskæderne under pres. Nye “Clean Trade and Investment Partnerships” skal ifølge det politiske manifest sikre aftaler om forsyning af råmaterialer samt grøn energi og teknologi. Og EU’s Global Gateway-program skal løftes til et nyt niveau med globale investeringer i infrastruktur og produktion af grønne brændstoffer, særligt i forhold til samarbejdet med Den Afrikanske Union og de regionale afrikanske samarbejder. - Søfart er uden sammenligning Danmarks største eksporterhverv. En bred opbakning til at styrke markedsadgang gennem handelsaftaler, Verdenshandelsorganisationen og en håndfast diplomatisk assistance for virksomheder i en kompleks og omskiftelig verden er et centralt og vigtigt budskab. Ikke mindst parret med konkret samarbejde om globale klimaløsninger, siger Bjarne Løf Henriksen. Hos Danske Rederier bemærker man også, at det også er vigtigt for den genvalgte kommissionsformand, at EU skal stå mere sammen for at forsvare europæernes sikkerhed, ligesom da EU sammen koordinerede indsatsen efter Houthiernes angreb på den civile skibsfart i Det Røde Hav. Og det vækker glæde hos Bjarne Løf Henriksen. - Det vigtigste for Danske Rederier er, at vores søfarende skal kunne sejle sikkert. Angreb på søfarende, handelsskibe og den frie sejlads på verdenshavene er fuldstændig uacceptable, siger han. På det indre marked vil en kommissær få ansvaret for at sikre implementering (indarbejdelse af EU-lovgivning i de enkelte landes lovgivning) og forenkling af EU-lovgivning. Alle kommissærer skal levere direkte for at reducere rapporteringskrav, administrative byrder, foreslå regelforenkling og hurtigere tilladelser. Det åbner også for et eftersyn af rammerne for nærskibsfarten i EU. - EU bør se på værktøjerne for at sikre et bedre samspil mellem forskellige transportformer. Et dybere indre marked for nærskibsfarten med enklere regler, adgang til grøn energi og brændstoffer samt tidssvarende infrastruktur er en vigtig del i det puslespil, der udgør den grønne omstilling på transportområdet, lyder det fra Bjarne Løf Henriksen. Efter valget af Ursula von der Leyen som kommissionsformand vil EU’s medlemsstater blive bedt om at indstille kommissærer, som i efteråret skal godkendes af udvalgene i EU-Parlamentet. Et endeligt femårigt arbejdsprogram forventes klar omkring december 2024. Interesserede han se Ursula von der Leyen’s “Europe’s choice – the political guidelines for the next European Commission 2024-2029” her: © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |