Ny flyer skal hjælpe turister på jernhestMandag 22. juli 2024 kl: 11:51 Af: RedaktionenRådet for Sikker Trafik har lavet en flyer med information om cykelreglerne på engelsk. Nærpolitiet i København har delt dem ud til en række hoteller i København, hvor de er blevet taget godt imod De fleste københavnere cykler for at komme til og fra og igennem byen. Det samme gør for tiden en del turister og andre besøgende, men for nogle er det lidt mere udfordrende at komme igennem den stærkt cykeltrafikerede by end andre. For både at få trafikken til at glide bedre - og for de cyklende turisters og andres sikkerhed, har Rådet for Sikker Trafik lavet en flyer med en række af de almindelige færdselsregler på engelsk, som nærpolitiet i Københavns Politi har delt ud - blandt andet til en række hoteller. - Vi har fået virkelig god respons fra de hoteller, vi har været rundt hos. Ligesom vi selv oplever at møde mange turister, som er i tvivl om reglerne, så gør hotellerne det samme. Vi håber, at denne, simple flyer kan hjælpe turisterne med at gebærde sig bedre i den københavnske cykeltrafik, siger leder af nærpolitiet i Indre By i København, politikommissær Henrik Brix og tilføjer: - Jeg vil også gerne opfordre københavnerne til at være opmærksomme på de turister, som måske er lidt usikre i trafikken, når de kommer cyklende. Mange af gæsterne i vores by er jo ikke flasket op med jernhesten på samme måde, som vi selv er, så jeg håber, at alle vil vise lidt hensyn – også selv om sommermorgenen er grå og regnvejrsfuld, og man måske er ved at komme for sent til dagens første møde. Interesserede kan hente den omtalte folder her - klik her - som også kan være interessant for andre end blot dem, der besøger København og omegn. © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |