Vognmand fra Himmerland bruger færre heste til køerneOnsdag 5. juni 2024 kl: 12:30 Af: RedaktionenVognmand Martin Pedersen, der driver Sønderup-Suldrup Vognmandsforretning i Suldrup i Himmerland omkring 25 km syd for Aalborg, var indstillet på at investere i en ny Scania 460 R som trækkraft i et nyt fem-akslet vogntog til transport af kreaturer. Efter en snak med Stiholts lastbilsælger Peter Munkholm i Aalborg endte han med at vælge en tre-akslet lastbil med 420 heste under førerhuset til at trække læsset med køer og andre kreaturer i stedet for en med 460 heste - Vi havde en god snak om hestekræfter, drejningsmoment, brændstoføkonomi, bagtøjsudveksling mm. Og Martins konklusion blev, at Scania'en i kunne nøjes med være en 420’er, siger Peter Munkholm. Han peger på, at Scania's nye Super-drivliner med opdaterede motorer, nye gearkasser og nye bagtøjer, der blev introduceret på markedet for et par år siden, byder på højere drejningsmomenter, lavere brændstofforbrug og mere effektiv kraftoverføring. - Så trods færre hestekræfter er Super-modellerne mere effektive end deres forgængere, forklarer Peter Munkholm. Martin Pedersens nye tre-akslede Scania 420 R-forvogn er specificeret som en B6x2*4 med løftbar og styrbar bogieaksel bag trækakslen af hensyn til manøvreevnen ude hos kunderne, hvor den så kan vende uden at rive gårdspladserne op. Og med en to-akslet påhængsvogn kommer den let og smidigt omkring. Kreaturopbygningen har Martin Pedersen stået for. Den kommer fra Finkl i Bissingen mellem Stuttgart og München i Tyskland. Det er også Finkl, der har bygget påhængsvognen samt stået for maling af hele trækket. Sønderup-Suldrup Vognmandsforretnings nye Scania 420 R kommer til at køre ca. 100.000 kilometer om året, og Martin Pedersen har valgt at tegne en såkaldt Drivline+ serviceaftale inklusiv udvidet drivlinegaranti på bilen. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |