Fjernstyrede droner skal afløse klatrende betoninspektørerTirsdag 21. maj 2024 kl: 12:19 Af: RedaktionenSom noget nyt indsætter Sund & Bælt frem mod sommerferien droner, der skal affotografere og analysere broens bærende konstruktioner for skader. De flyvende droner er en hurtigere, sikrere og billigere løsning end den hidtidige tilgang, hvor broens pyloner er blevet efterset af klatrere, som via reb har firet sig op og ned, mens de brugte papir, blyant og kamera til at registrere revner, rust og afskalninger Storm, sol, regn, sne og is sætter sammen med slid fra trafikken sine spor på Storebæltsbroen. Derfor er det afgørende, at betonen løbende inspiceres i forhold til behov for udbedringer. Her kan nye teknologier både effektivisere processen og sikre en længere levetid af pylonerne. Frem til i dag er Storebælts pyloner blevet efterset af klatrere, som via reb har firet sig op og ned, mens de brugte papir, blyant og kamera til at registrere revner, rust og afskalninger - senest i 2017. Nu er det tid til et nyt eftersyn, hvor klatrene er blevet afløst af specialdroner, som kan udføre inspektionen samtidig med, at trafikken kører. - Dronerne er udstyret med et særligt højopløseligt kamera, der systematisk gennemfotograferer begge pyloner, så alle revner og andre skader registreres. Hvor det tidligere tog os adskillige uger at inspicere hver pylon, tager det i dag kun få dage med dronerne, siger Svend Gjerding, der er Asset Operation Manager i Sund & Bælt. Teknologi bidrager til en længere levetid Efter flyvningen analyseres dronernes billeder digitalt i et softwareprogram, der er bygget på kunstig intelligens. Det betyder, at programmet hele tiden blive mere præcis i forhold til visuelt at analysere betonens tilstand. - Med disse teknologier kan vi nemt og præcist følge udviklingen af betonskader på pylonerne. Den AI-baserede indsigt gør os også bedre i stand til at forudsige, hvornår nye skader vil opstå. I bedste fald kan vi helt undgå store, omkostningstunge skader, fremhæver Svend Gjerding. Mere præcis og rettidig vedligehold betyder, at Storebæltsbroen i dag forventes at kunne stå 100 år længere end forudset ved åbningen i 1998. Udover den økonomiske gevinst ved den anslåsede levetidsforlængelse, indebærer det også en beregnet CO2-besparelse på 274.000 ton over 100 år, hvilket svarer til ca. 20.000 husstandes årlige udledning. Fakta om droneinspektion:
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |