REDERI-ORGANISATION:

Skandinavisk CO2-samarbejde er en vigtig brik i etablering af europæisk CO2-infrastruktur

Onsdag 17. april 2024 kl: 15:52
Af: Redaktionen

De aftaler om fangst, lagring og transport af CO2, som Danmark sammen med Holland og Belgien indgik med Norge og Sverige først på ugen, åbner for transport af CO2 på tværs af Skandinavien med henblik på lagring i undergrunden. Organisationen Danske Rederier peger på, at CO2-fangst, anvendelse og lagring er et vigtigt klimaredskab, der skal sænke de europæiske CO2-udledninger og samtidig har potentiale til at blive et nyt dansk er­hverv­se­ven­tyr

- CO2-fangst og lagring er et af de helt nødvendige redskaber, vi skal bruge for at nå vores danske og europæiske klimamål. Derfor skal vi sikre klimapolitik, der går ud over Danmarks grænser - og det gør vi, når vi med aftalerne åbner for et græn­se­over­skri­den­de samarbejde om CO2-fangst og lagring. Vi skal udnytte de forskellige ressourcer og erfaringer, vi har på tværs af Europa, så vi kan få CO2-fangst og lagring op i skala, og de svære udledninger ned i jorden, sagde klima-, energi- og for­sy­nings­mi­ni­ster Lars Aagaard (M), da aftalerne med Norge og Sverige var faldet på plads.


Aftalen mellem de fem lande vækker glæde i Danske Rederier, hvor man håber, at det kan blive en vigtig brik i etablering af et egentligt indre marked for CO2. 


- Når det kommer til at fange og lagre CO2 i undergrunden, er Danmark med helt i front. Det er stærkt, at den danske regering også er fremme i skoene, når det kommer til at etablere aftaler med vores nabolande, som kan være med til at få hele CO2-området op i skala og få etableret den nødvendige infrastruktur. I Danske Rederier har vi medlemmer, som står klar med de skibe, der skal være med til at transportere CO2. Det kan alt sammen være med til at gøre Danmark til en vigtig europæisk CO2-hub, siger Jacob K. Clasen, der er viceadministrerende direktør i Danske Rederier.  






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.