Udledning af scrubbervand fra skibe bliver forbudt i det danske territorialfarvandMandag 15. april 2024 kl: 12:40 Af: RedaktionenSVM-Regeringen har indgået en aftale med SF, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative, Radikale og Alternativet om et forbud mod udledningen af såkaldt scrubbervand i det danske territorialfarvand. Aftalen betyder, at der fra 1. juli 2025 bliver forbudt at udlede såkaldt scrubbervand fra skibe ud til 22 kilometer fra de danske kyster. Scrubbervand er en betydelig kilde til miljøfarlige stoffer i havmiljøet Skibe kan i dag bruge såkaldte åbne scrubbere for at rense tung bunkerolie, som de sejler på, for svovl ved at vaske røgen for herefter at udlede scrubbervandet direkte til havet. Det har betydet til, at der er for høje niveauer af en række tungmetaller og tjærestoffer som bly, cadmium, anthracen og benz(a)pyren i havmiljøet. Med aftalen vil udledningen af eksempelvis nikkel til havmiljøet kunne sænkes med op til 20 procent og udledningen af anthracen med 7 procent. Havområdet ud til 22 kilometer (12 sømil) svarer til det havområde, der efter havretskonventionen kan reguleres nationalt. Havområdet uden for de 22 kilometer reguleres efter internationale regler. Aftalepartierne er derfor også enige om, at Danmark skal arbejde for et lignende forbud i Østersøen og Nordsøen gennem de regionale havkonventioner HELCOM og OSPAR med henblik på regulering i regi af FN's Søfartsorganisation (IMO). Med aftalen skal skibe fremover omstille til brug af enten lavsvovlsbrændstof eller lukkede scrubbere med nul udledning. Det betyder, at restproduktet fra den lukkede scrubber skal afleveres i havnenes modtagefaciliteter. Forbuddet mod udledningen af scrubbervand vil træde i kraft med en lovændring, som bliver fremsat i det kommende folketingsår. Forbuddet træder i kraft 1. juli 2025 for skibe med åbne scrubbere. For skibe med lukkede scrubbere træder forbuddet i kraft 1. juli 2029. Lidt om udledning af scrubber-vand:
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |