Bombehunde kan sniffe en hel lastbiltrailer for sprængstoffer på få sekunderFredag 15. marts 2024 kl: 13:40 Af: Redaktionen(Foto: Trafikstyrelsen) Hundene Asia, Balder og Runner fra Billund Lufthavn har bestået den store bombehunde-eksamen i en speciel form for screening af luftfragt, som kun to andre lande i verden har indført. Ved hjælp af små duftprøver kan hundene ifølge Trafikstyrelsen screene en hel lastbiltrailer fyldt luftfragt, hurtigere og billigere, end det hidtil har været muligt For nogle dage siden var Cargo Handling Billund Airport i Billund den sidste eksamen på en videregående kandidatuddannelse for de tre bombehunde. Efter en validering af Rigspolitiet, godkendte Trafikstyrelsen, at Billund Lufthavn er blandt de ganske få lufthavne i verden, der har så specialtrænede bombehunde, at de kan mestre den krævende REST-metode. Metoden - kaldet Remote Explosive Scent Tracing - går ud på, at bombehundene bliver præsenteret for en lille ampul med luft fra eksempelvis en lastbiltrailer eller container fyldt med luftfragt, hvorefter hundene med deres snuder kan afgøre, om der skulle gemme sig sprængstoffer i luftfragten. Grundig sikkerhedsgodkendelse af hundesnuderne - Vi prioriterer sikkerheden ekstremt højt, når det handler om at forhindre sprængstoffer i at kunne blive smuglet ombord på et fly. Derfor har vi også været meget omhyggelige med at udvikle en sikker godkendelsesprocedure til REST-prøven, hvor udvalgte bombehunde og deres hundeførere bliver grundigt testet, før de bliver godkendt, siger vicedirektør i Trafikstyrelsen, Christian Vesterager. Specialkonsulent Morten Ødum Nielsen fra Trafikstyrelsen fortæller, at de tre hunde til prøven i Billund Lufthavn skulle snuse sig frem til mikroskopiske sprængstof-partikler, der var gemt i over 100 forskellige luftampuller. - Bombehundene levede op til forventninger og snusede sig systematisk frem til de rigtige ampuller med sprængstofpartikler. Hundene lod sig eksempelvis ikke distrahere af tomme ampuller og camouflerende dufte, men blev roligt siddende ved de ampuller, der indeholdt forskellige typer af sprængstofpartikler, siger han. Potentiale i screening af store mængder fragt Trafikstyrelsen godkendte for to år siden bombehunde til at screene luftfragt i Billund Lufthavn på den traditionelle måde efter den såkaldte FREDD-metode - Free Running Explosive Detection Dogs - hvor hundene snuser rundt mellem enkeltstående kasser og paller med luftfragt. Med den nye godkendte REST-metode kan hundene imidlertid screene hele lastbiltrailere eller containere på én gang, før luftfragten kan lastes ombord på et fragtfly. - Vores cargo-afdeling servicerede sidste år omkring 200 luftfartsselskaber, der fik fløjet 78.000 ton luftfragt ud i verden. Den fragtmængde forventer vi stiger med 30 procent i 2030. Derfor har vi investeret et betydeligt beløb i den nye godkendte REST-metode, der giver mulighed for at vi kan tilbyde vores kunder fra hele Norden, Østersøen og Nordeuropa en billigere, hurtigere og mere skånsom screening af luftfragten, siger direktør for Cargo Handling Billund Airport, Nicolai Krøyer. Fakta om REST-metoden:
Fakta om REST-prøven:
Trafikstyrelsen har efter den beståede prøve godkendt de fire REST-team på lige fod med andre typer af security-udstyr i en lufthavn. REST-hundene har derfor fået tildelt et typenummer, der viser at de er godkendt til screening af sprængstof på dette niveau De godkendte REST-team skal løbende efterleve et strengt øvelsesregime og ligeledes bestå en årlig prøve, der sikrer, at bombehund og hundefører kan opretholde det høje niveau © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |