Færgepriserne på ruter fra og til Bornholm ramte stort set rigtigt i 2023

Onsdag 14. februar 2024 kl: 13:31
Af: Redaktionen

Sidste år ramte Bornholmslinjen stort set de fastsatte gennemsnitspriser for færgedriften - kun prisen for busser har ifølge Molslinjen "drillet lidt". Det viser en ny opgørelse, som Molslinjen, der driver Bornholmslinjen, har præsenteret for Transportministeriet

Bornholmslinjen har netop færdiggjort opgørelsen over gennemsnitspriserne for færgeåret 2023. Det blev et år, hvor arbejdet med at ramme gennemsnittet med rederiets ord "gik ganske godt". 


Den samlede opgørelse over gennemsnitspriser viser, at der i alt er blevet opkrævet små 358.000 kroner for meget - og her var det særligt en enkelt billetkategori, som står bag skævheden.


- Priserne på busser fra Ystad har drillet lidt. Priserne bliver lagt fast ved sejlplanens udgivelse, og derfor er det svært at justere, hvis der for eksempel sælges flere dyre billetter i højsæsonen end forventet, forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.


Skævheden i buspriserne udgør knap 300.000 kroner af overskridelsen på de ovennævnte knap 358.000 kroner. Det svarer til lidt under 73 kroner for meget opkrævet pr. billet. Overskridelser af den kontraktfastsatte gennemsnitspris justeres sådan, at billetkategorier, hvor der er opkrævet for meget i 2023, får beløbet godskrevet som rabat i priserne for 2025.


Billetkategorier, hvor der er blevet opkrævet for lidt i 2023, reguleres ikke.


Årets opgørelse viser, at Bornholmslinjen er blevet klart bedre til at ramme priserne i kontrakten. I 2022 lå overskridelserne lige under 1,1 millioner kroner.  




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.