Dansk skibsfart markerer sig på klimatopmødeTorsdag 7. december 2023 kl: 09:48 Af: RedaktionenH.K.H. Kronprins Frederik kastede kongelig glans over begivenheden, da State of Green præsenterede sit white paper om "Denmark’s push to decarbonise global shipping" ved klimatopmødet COP28, der i øjeblikket finder sted i Dubai Dansk skibsfart var i centrum på den danske pavillon ved COP28 i Dubai, da Kronprinsen åbnede eventen, hvor State of Green lancerede sit nye white paper, der har til formål at inspirere virksomheder, organisationer og regeringer over hele verden til at fremskynde decarboniseringen af skibsfarten. - Danmark er i front i den grønne omstilling af skibsfarten, og jeg håber, at vi kan inspirere mange af de andre maritime nationer til stede i Dubai til at følge samme kurs. Jeg er derfor også meget glad og stolt over, at vores kronprins har sagt ja til at åbne eventen, hvor dette vigtige white paper præsenteres, siger Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør i Danske Rederier. Fredag i sidste uge var også en stor dag for skibsfarten ved klimatopmødet, da A.P. Møller-Mærsk sammen med en gruppe andre containerrederier underskrev en erklæring, der opfordrer til at indføre den konkrete regulering, som er nødvendig for at fremskynde søfarts grønne omstilling. Samme dag annoncerede den danske SVM-Regering, at Danmark og USA vil gå sammen med Maersk McKinney-Møller Center for Zero Carbon Shipping om at finansiere og udføre forundersøgelser af grønne korridorer i det globale syd - skibsruter, hvor skibe kan bunkre grønne brændstoffer. - Det er meget positivt - og også ganske passende - at skibsindustrien er i fokus ved COP 28. Vores branche er ansvarlig for tre procent af de globale drivhusgasemissioner, så vi har et enormt ansvar for at sikre, at fremtiden for skibsfarten er grøn. Vi kan og skal levere på IMO-aftalen om at opnå klimaneutral skibsfart i 2050, siger Anne H. Steffensen. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagard (M) var også til stede ved begivenheden sammen med en række andre aktører inden for skibsfart og transport. - For at opnå det ambitiøse mål om klimaneutral global skibsfart i 2050 vil den globale skibsindustri have brug for enorme mængder grønne brændstoffer. Vores efterspørgsel efter disse brændstoffer vil hjælpe med at skabe og drive et levedygtigt marked for nye, grønne brændstoffer til gavn for alle. Jeg tror på, at global skibsfart kan være med til at åbne op for det globale potentiale inden for havvind, Power-to-X, CCUS og grønne brændstoffer, sagde Anne H. Steffensen. Interesserede kan hente State of Greens white paper her: Interesserede kan læse mere om finansiering af den grønne omstilling her: Fakta om State of Green:
© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |