Aftale fra marts - Svensk selskab overtager forhandling af lastbiler

Onsdag 6. december 2023 kl: 11:12
Af: Redaktionen

Iveco Group har indgået en aftale med Hedin Mobility Group, der har hjemsted i Sverige, om overdragelse af sine distributions- og detailaktiviteter i Norden. Den endelige aftale tager udgangspunkt i en aftale fra marts i år og i en aktiekøbsaftale med henblik på Hedin Mobility Groups overtagelse af Iveco Groups distributions- og detailaktiviteter i Sverige, Norge, Finland og Danmark. Transaktionen er betinget af myndighedernes godkendelse og forventes gennemført i løbet af første halvdel af 2024

Med overtagelsen af Iveco Group's distributions- og detailaktiviteter vil Hedin Mobility Group styrke sin position som udbyder af transportløsninger og betyde, at Iveco får et større distributionsnetværk i Norden. Aftalen omfatter overdragelse af markedsførings- og distributionsaktiviteter for Iveco's lette erhvervskøretøjer, mellemtunge og tunge lastbiler samt minibusser, der sælges gennem salgsnetværket i de fire nordiske lande - herunder salg af reservedele. Aftalen omfatter også overtagelse af Iveco's egne filialer i Göteborg, Helsingborg og Malmö i Sverige, Bælum i Norge, Espoo i Finland og Odense i Danmark.


I dag sælges og serviceres Iveco Group's udvalg af erhvervskøretøjer i Norden gennem 35 forhandlere og godt 100 værksteder. 


- Gennemførelsen af dette vigtige partnerskab med Hedin Mobility Group umiddelbart efter lanceringen af vores nye, komplette produktserie viser, hvor stor vægt vi lægger på vækst og bæredygtighed. Det nye samarbejde vil styrke vores tilstedeværelse på det nordiske marked ved at udnytte Hedins etablerede netværk til levering af vores innovative, effektive og miljøvenlige køretøjer til endnu flere kunder, siger Gerrit Marx, der er administrerende direktør for Iveco Group.


Anders Hedin, grundlægger og administrerende direktør for Hedin Mobility Group, fremhæver, at partnerskabet med Iveco Group er strategisk vigtigt styrker Hedin Mobility Group's værdi og position som mobilitetsudbyder betydeligt.


- Partnerskabet gør det muligt for os at udvide vores forretning både inden for distribution og i detailleddet. Vi er begge fast besluttede på at skabe forandring og levere produkter og tjenester, der gavner både slutbrugere og samfundet som helhed. Med udgangspunkt i Iveco's opdaterede produkttilbud glæder vi os til at komme i gang med samarbejdet, styrke brandets tilstedeværelse på det nordiske marked og skabe værdi for eksisterende såvel som nye kunder, siger han.


Torsdag 30. marts skrev vi om aftalen her på transportnyhederne.dk:

Italienske vare- og lastbiler skal fremover markedsføres og distribueres af svensk koncern






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.