Bestyrelse vil omdanne landets største erhvervshavn til aktieselskabMandag 27. november 2023 kl: 10:23 Af: RedaktionenAarhus Havn's bestyrelse vil omdanne Aarhus Havn til et aktieselskab. I den forbindelse har bestyrelsen, der har byens borgmester Jacob Bundsgaard (S) som formand, anmodet byrådet i Aarhus om at vedtage at omdanne Aarhus Havn fra en kommunal selvstyrehavn til en aktieselskabshavn Baggrunden for ønsket er den fremgang, som Aarhus Havn har oplevet gennem de seneste mange år, og som har resulteret i, at havnen i dag er Danmarks største erhvervshavn. For at kunne understøtte den fortsatte udvikling og skabe bedre erhvervsmæssige muligheder vil bestyrelsen omdanne Aarhus Havn til et aktieselskab. - Lige siden 1845 har Aarhus Havn skabt fremgang og udvikling både lokalt og nationalt. I dag er havnen Danmarks største og vigtigste erhvervshavn, der forbinder dansk erhvervsliv med resten af verden. Nu er tiden så kommet til at skrive et nyt kapitel i historien - et kapitel, der på mange måder rækker ind i fremtiden. Derfor mener jeg, at det er den helt rigtige anmodning, bestyrelsen har givet byrådet. Og jeg håber også, at forslaget møder bred politisk opbakning, siger Aarhus Havn's administrerende direktør Thomas Haber Borch, der mener, at omdannelsen samtidig vil gavne erhvervslivet og samfundet. Han peger på, at Aarhus Havn i de kommende år står over for en række forandringer og nye muligheder. Det gælder blandt andet en havneudvidelse, etablering af en tørhavn - Dry Port - i den vestlige del af Aarhus-området samt udvikling af en ny terminal på den eksisterende havn. Derudover sker der en omfattende grøn omstilling af samfundet, hvor havnen spiller en central rolle. - En omdannelse til et aktieselskab vil kunne styrke vores position og bidrage til at sikre fremgang og bæredygtig udvikling både lokalt og nationalt, fremfører Thomas Haber Borch. Aarhus Havns bestyrelse har over en længere periode arbejdet med beslutningsgrundlaget for anmodningen om en omdannelse af Aarhus Havn til et aktieselskab. Her er der blandt andet inddraget erfaringer fra andre aktieselskabshavne i Danmark og Europa. Magistraten i Aarhus Kommune har tiltrådt indstillingen, som forventes behandlet i byrådet inden jul. Hvis byrådet vedtager indstillingen, vil Aarhus Havn forventeligt overgå til at være et aktieselskab fra og med 1. juli 2024. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |