ENERGI-ORGANISATION:

Tiltrængt, at der kommer øget fart på de grønne beslutninger

Torsdag 23. november 2023 kl: 11:13
Af: Redaktionen

SVM-Regeringen har i forbindelse med torsdagens ministerændringer hos partiet Venstre oprettet et grønt økonomiudvalg, som skal øge hastigheden på den grønne omstilling

- Det er tiltrængt og helt nødvendigt, at regeringen styrker sin beslutningskraft, så vi kan få mere vedvarende energi op på både land og hav, lyder det fra energiorganisationen Green Power Denmark, der har tidligere Venstre-minister Kristian Jensen som administrerende direktør


- Regeringen sætter maksimalt tryk på beslutningsprocesserne, og det er nøjagtig det, der er brug for i den nuværende situation. Klimaet og de grønne danske virksomheder efterspørger hurtigere handling, siger Kristian Jensen.


Under den tidligere socialdemokratisk-ledede regering blev der indgået en aftale om at firedoble produktionen af vedvarende energi på land og tredoble produktionen på havet - i begge tilfælde inden 2030.


Men Green Power Denmark gør i den forbindelse opmærksom på, at der i år bliver fjernet flere landvindmøller, end der bliver sat op, og at det går langsomt med at få vindmøllerne op på havet. 


Senest har HOFOR - Hovedstadsområdets Forsyningsselskab - været nødt til at sætte vindmølleparken Aflandshage i bero.


- Klimaforandringerne er dybt alvorlige, og de bliver kun værre i de kommende år. Vi er nødt til at finde plads til vedvarende energi. Det kommer til at kræve kompromisser mellem forskellige hensyn, og der er ikke andre end regeringen, som kan sætte sig i spidsen for det arbejde, siger Kristian Jensen.


Hos Green Power Denmark mener man, at det er stærkt tiltrængt med det grønne økonomiudvalg, som SVM-Regeringen nu nedsætter. Udvalget  - der er et udvalgt i regeringen - får beføjelser til at træffe nogle af de - ofte svære - grønne beslutninger. 


- Regeringen må hurtigt fjerne de forhindringer, som gør det svært eller umuligt at opføre solceller og vindmøller. Vi skal selvfølgelig passe på dyr og natur, men de kan sagtens trives sammen med den vedvarende energi. Hvis vi fortsætter, som vi har gjort hidtil, når vi ingen af de mål for grøn energi, som vi har sat os, siger Kristian Jensen.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.