Ny EU-aftale om affaldstransporter kan betyde mindre miljøbelastende ophugning af skibeMandag 20. november 2023 kl: 12:39 Af: RedaktionenRederiorganisationen Danske Rederier peger på, at en nyligt indgået aftale om affaldstransporter mellem EU-Parlamentet og EU's Ministerråd åbner for ansvarlig ophugning af skibe under EU-flag uden for EU og OECD EU-Parlamentet og EU's Ministerråd er nået til enighed om opdaterede og mere effektive regler for affaldstransporter. Som særligt relevant for skibsfarten vil den nye aftale gøre det muligt at ophugge skibe under EU-flag, der opererer internationalt, på faciliteter uden for EU og OECD - hvis de har en godkendelse fra EU. Danske Rederier er glade for den nye aftale og forventer, at den vil hæve standarderne på skibsophugningsfaciliteter over hele verden. - Vi forventer, at et stigende antal skibe vil blive ophugget i de kommende år, så jeg er meget tilfreds med den nye aftale om affaldstransporter. Ophugning af skibe skal altid ske på en sikker, ansvarlig og miljømæssigt forsvarlig måde, og vi tror, at denne nye aftale vil hjælpe med at sikre netop det, siger Nina Porst, der er direktør for klima, miljø og sikkerhed hos Danske Rederier. Faciliteter uden for EU vil i fremtiden, hvis de opfylder EU-standarder og er EU-godkendte, kunne modtage skibe under EU-flag. Det vil give ophugningsvirksomheder uden for EU incitament til at leve op til kravene for at tiltrække kunder med EU-flagede skibe. - Som led i vores dekarboniseringsproces vil et stigende antal ældre, mindre energieffektive skibe skulle ophugges. Øgning af den globale kapacitet til ophugning af skibe i overensstemmelse med de høje EU-sikkerheds- og miljøstandarder er gode nyheder for alle parter, siger Nina Porst. Aftalen forventes at blive formelt godkendt af EU's Ministerråd og EU-Parlamentet inden udgangen af året. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |