Dansk politi var sammen med den svenske kystvagt på tungvognskontrol

Tirsdag 14. november 2023 kl: 13:16
Af: Redaktionen

Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi var onsdag og torsdag i sidste uge på kontrol med den svenske kystvagt ved færgeoverfarten imellem Helsingør og Helsingborg, hvor lastbiler med farlig gods blev kontrolleret i havnene i Helsingør og Helsingborg

Onsdag 8. november foregik kontrollen i Helsingør, hvor Svensk Kustbevakning observerede, hvordan politiet i Danmark kontrollerede transporter af farligt gods - blandt andet i forhold til særreglerne for transport af farligt gods ombord på køretøjer på færger. Dagen efter foregik kontrollen i Helsingborg, hvor dansk politi så var observatører på kystvagtens kontroller. 


Ved kontrollen 8. november i Helsingør, der foregik på færgeterminalen efter at lastbilerne havde tjekket ind, blev der kontrolleret 21 lastbiler, hvoraf 18 var udenlandske. Der blev optaget rapport om transport af farligt gods ad vej og til søs med fire af lastbilerne. Et af køretøjerne var en dansk lastbil med tank-sættevogn, hvor tanken var tømt, men ikke renset. Den havde sidst indeholdt saltsyre, og da tanken ikke var lukket, dryppede der saltsyre ned på kørebanen og syredampe dampede ud af de påfyldningsrør, der ikke var lukket. 


Transporten kom ikke med færgen, men chaufføren og vognmanden kan ifølge Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi se frem til en bøde på 18.000 kroner til chaufføren og 56.000 kroner til vognmanden. 


Et andet køretøj var et udenlandsk køretøj, hvor der ikke var foretaget lastsikring af farligt gods i sættevognen. Chaufføren måtte betale en bøde på stedet og lastsikre alt sit gods, inden han kunne køre ombord på færgen.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.