Nyt erhvervsforum for forsyningssikkerhed skal sikre forsyninger i krisetider

Tirsdag 14. november 2023 kl: 11:17
Af: Redaktionen

Et samarbejde mellem myndighederne og det private erhvervsliv er afgørende, hvis Danmark skal være bedre forberedt på nye forsyningskriser, hvor adgang til vigtige varer bliver udfordret. Styrelsen for Forsyningssikkerhed har derfor taget hul på et styrket samarbejde med Dansk Industri og Dansk Erhverv i et nyt Erhvervsforum for forsyningssikkerhed

De seneste års store globale kriser har vist, at samfundet er sårbart, da Danmarks sikkerhed hænger sammen med forsyningssikkerhed. 


Styrelsen for Forsyningssikkerhed præsenterede tidligere på efteråret en ny strategi for at sikre forsyningerne i krisetider. Et af kerneelementerne i styrelsens nye strategi for forsyningssikkerhed er et stærkt samarbejde med erhvervslivet. Det resulterer nu i et nyt Erhvervsforum for forsyningssikkerhed, som skal sætte rammerne for et samarbejde mellem Dansk Industri og Dansk Erhverv, hvor parterne både kan drøfte generelle udfordringer med forsyningssikkerhed og spørgsmål om konkrete mangelvarer forskellige steder i samfundet.     


- Under store kriser som covid og Ukraine stod det krystalklart, hvor vigtigt samarbejdet mellem det private erhvervsliv og det offentlige er. Et stærkt samarbejde både før, under og efter en krise er afgørende. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har fået skabt en struktur for en fortsat god dialog, som begge parter kan bidrage til og nyde godt af. Alt sammen for at gøre Danmark mere robust over for fremtidige forsyningskriser, siger fungerende direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Henrik Findahl Brodersen.


Hos Dansk Industri fremhæver branchedirektør Jakob Scharff, at erhvervslivet kan være stolte af den beredthed, der blev udvist under coronakrisen, hvor erhvervlivet var frontløbere i den kreative problemknusning, der var brug for. 


- Uden et tæt samarbejde mellem den offentlige og private sektor var vi aldrig kommet nogenlunde tørskoede gennem pandemien. En ting er sikkert, vi kommer før eller siden til at stå i en ny krise. Derfor gælder det om at holde fast i dialogen, så vi er bedre forberedt til den næste krise, siger Jakob Scharff, der peger på, at forsyningssikkerhed er rykket direkte ind på direktionsgangen i virksomhederne.


- Det er vigtigt, at vi har en ramme, hvor vi kan bringe virksomhedernes viden i spil, så vi er bedst forberedt, og træffer de rigtige beslutninger, siger han videre.


Vicedirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft nævner, at de private virksomheder havde en helt afgørende rolle i opretholdelsen af forsyningssikkerheden gennem coronatiden og kom med en række innovative løsninger til opretholdelsen af et velfungerende samfund i en krisesituation.  


- Det er vigtigt at de private virksomheders erfaringer med krisehåndtering og risikostyring bliver koordineret tæt med myndigheder og den offentlige sektor så Danmark står stærkt rustet til fremtidige kriser. Derfor deltager Dansk Erhverv gerne i dette vigtige arbejde, siger han.


Medlemmerne i Erhvervsforummet er Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Dansk Industri og Dansk Erhverv. Forummet kan blandt andet inddrage erfaringer fra danske virksomheder med større, globale logistiknetværk, som har lokalkendskab og erfaringer med at sikre forsyninger på verdensplan.


Læs Strategi for forsyningssikkerhed her:

Læs kommissoriet for Erhvervsforummet her:




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.