TRAFIKSTYRELSEN:

Høring åbner for at ophæve bekendtgørelse om beredskab på jernbaneområdet

Onsdag 11. oktober 2023 kl: 15:17
Af: Redaktionen

Beredskabsarbejdet på jernbaneområdet er i vid udstrækning reguleret af EU. Derfor lægger Trafikstyrelsen i en høring op til at ophæve beredskabsbekendtgørelsen

Ifølge EU-lovgivningen vil der fortsat være krav om, at jernbanevirksomheder, entreprenører og infrastrukturforvaltere planlægger og koordinerer beredskabsarbejdet.


Kravene følger af reglerne om drift og trafikstyring på jernbanen (TSI OPE) og reglerne om sikkerhedsledelsessystemer (CSM SMS). For bybaner vil kravene fremover følge af de nationale regler om sikkerhedsgodkendelse og sikkerhedscertifikat (bekendtgørelse nr. 712 af 20. maj 2020).


Trafikstyrelsen vil fortsat vejlede jernbaneoperatørerne i forbindelse med beredskabsarbejdet og indgå i samarbejdet på beredskabsområdet, der i særdeleshed er bundet op på opgaverne i NOST - Den nationale operative stab, der træder sammen, hvis der opstår større kriser og hændelser i Danmark. 


Med ophævelsen af bekendtgørelsen vil der være enkelte krav til beredskabet på jernbaneområdet, der udgår helt - eksempelvis kravet om, at man skal have en fax.


Interesserede kan læse mere om ophævelsen af beredskabsbekendtgørelsen på Høringsportalen - klik her:









Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.