Lysmaster uden lys i lamperne bliver fjernet langs motorvejOnsdag 27. september 2023 kl: 11:54 Af: RedaktionenFra søndag 1. oktober og to uger frem vil et vejarbejde på Motorvej E47 - Helsingørmotorvejen - påvirke trafikken i de sene aften- og nattetimer. Vejdirektoratet oplyser, at der vil være færre kørespor, og hastigheden vil være sat ned til 80 km/t mellem Nærum og Lundtofte nord for København Vejdirektoratet skal fjerne lysmasterne langs motorvejen, da de ikke længere er i drift. Vejbelysningen blev slukket på strækningen i 2019 som del af et forsøg på at nedsætte energiforbruget og modvirke lysforureningen af nattehimlen langs udvalgte motorveje i Storkøbenhavn. En evalueringen af forsøget har vist, at den manglende belysning ikke har haft konsekvenser for trafiksikkerheden. Derfor fjerner Vejdirektoratet nu lysmasterne. Vejarbejdet finder sted på en fire kilometer lang strækning mellem Nærum og Lundtofte. Entreprenøren begynder arbejdet i den nordlige ende af strækningen ved Nærum og bevæger sig ned mod Lundtofte. Arbejdet begynder søndag aften 1. oktober og vil være afsluttet i midten af oktober. Arbejdet foregår om natten i tidsrummet mellem klokken 22:00 og klokken 06:00. Der vil ikke være vejarbejde på fredage og lørdage i aften- og nattetimerne. Arbejdet indebærer nedknusning af de betonfundamenter, som lysmasterne står på, hvilket vil medføre støjgener for beboerne tæt på motorvejen. Vejdirektoratet har derfor informeret de nærmeste naboer om vejarbejdet. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |