Globalt samarbejde skal realisere aftale om ny klimastrategi for skibsfarten

Onsdag 20. september 2023 kl: 08:57
Af: Redaktionen

Danmark har taget initiativ til en rundbordssamtale i New York om, hvordan verdens lande når ambitionen om klimaneutral skibsfart og samtidig sikre en retfærdig omstilling af skibsfarten

De 175 medlemslande i Den Internationale Søfartsorganisation, IMO, blev i juli enige om en ny klimastrategi med en ambition om at gøre international skibsfart klimaneutral tæt på 2050. Strategien lægger en tidsplan for vedtagelse af bindende global regulering i 2025, som skal træde i kraft i 2027.


Erhvervsministeriet, der har søfarten som et at sine arbejdsområder, peger man på, at Danmark frem mod 2025 vil arbejde for at understøtte en tilsvarende implementering af klimastrategien. Derfor har erhvervsminister Morten Bødskov på tværs af regioner inviteret til en rundbordssamtale i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York.


- Vi kan ikke forandre den internationale skibsfart alene. Det er en global sektor, og derfor skal vi samarbejde på tværs af lande og kontinenter. Vi skal have alle med ombord på kursen mod klimaneutral skibsfart tæt på 2050, og det gør vi blandt andet ved at styrke samarbejdet med udviklingslandene, for hvem den grønne omstilling kan være en stor udfordring, siger  Morten Bødskov og fortsætter:


- I fællesskab kan vi bidrage til en retfærdig og grøn omstilling af skibsfarten.


For at sætte skub i processen vil Danmark yde et bidrag på 20 millioner kroner til en IMO-fond, der er målrettet udvikling og teknisk samarbejde. Håbet er, at bidraget vil inspirere andre lande til at indgå lignende forpligtelser.


Generalsekretær for IMO, Kitack Lim vil sidde med ved den uformelle snak om implementeringen af klimastrategien. De øvrige deltagerlande er Belgien, Ghana, Filippinerne, Sydkorea, Tuvalu, New Zealand, Singapore og Tyskland.


Formålet med rundbordet er at skabe et rum for at drøfte den videre vej fra vedtagelsen af IMO-klimastrategien, og hvordan man accelererer skibsfartens grønne omstilling i lyset af IMO's klimastrategi samtidig med, at der sikres en retfærdig omstilling af skibsfarten.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.