Vestsjælland får ny transportskole

Torsdag 24. august 2023 kl: 09:43
Af: Redaktionen

Vestsjælland får ny transportskole

Dekra-organisationen, der samlet er Danmarks største udbyder af transportkurser og -uddannelser, åbner til oktober en ny skole i Svinninge mellem Holbæk og Kalundborg. Udvidelsen har til formål at imødekomme den stigende efterspørgsel efter transportkurser på Vestsjælland og bidrage til at styrke uddannelsesmulighederne for nuværende og fremtidige chauffører i området

På Sjælland er Dekra i dag repræsenteret i Brøndby, Næstved og Hillerød, og ønsket om at tilføje en afdeling på Vestsjælland har stået på Dekra's ønskeliste gennem et stykke tid. 


- At etablere vores nye skole i Svinninge er en drøm, der går i opfyldelse for os. Vi har længe ønsket at udvide vores tilstedeværelse på Vestsjælland og imødekomme det lokale behov for transportkurser, siger Anja Brauner-Kristiansen, der er administrerende direktør i Dekra øst, og fortsætter:


- Vi vil rigtig gerne hjælpe borgere til et job i transportbranchen, og vi kommer derfor til at være i tæt dialog med de lokale jobcentre, a-kasser og virksomheder i lokalområdet. Herudover ønsker vi også at give de lokale virksomheder flere kursusmuligheder, og vi hører derfor gerne, hvis en lokal virksomhed ønsker at tage et specifikt kursus hos os.


Nyrenoverede lokaler i Svinninge
Kursisterne, der skal gå på Dekra's nye skole i Svinninge, kan se frem til at møde ind i nyrenoverede lokaler og blive undervist med det nyeste udstyr. Ved skolens åbning i oktober vil kursusudbuddet omfatte kurser i gaffeltruck, varebil og farligt gods samt EU-efteruddannelse til både gods- og buschauffører. Planen er på sigt at udvide kursusudbuddet yderligere.


Opbakning fra lokale
Hos Dekra har de allerede fået mange positive tilkendegivelser på åbningen af den nye skole fra lokalområdet.


- Vi glæder os over, at Dekra har valgt at åbne en skole i Svinninge, der gør det meget lettere for vores vestsjællandske chauffører at komme på kursus. Vi ser frem til at samarbejde med Dekra om at fremme rekruttering af nye talenter til vores branche på Vestsjælland, siger Jim Kjøler, der er afdelingsleder, Road DK øst hos Frode Laursen.


Skolens åbning vækker også glæde hos den lokale 3F-afdeling, der ser frem til at kunne tilbyde deres ledige medlemmer flere kursusmuligheder i lokalområdet. 


- Vi ser med glæde frem til den kommende skoleåbning, der udvider kursusmulighederne for vores ledige medlemmer. Skolens aktive engagement i lokalområdet glæder os, og vi ser frem til at samarbejde om at hjælpe ledige i job i transportbranchen, siger Peter Nielsen, der er faglig sekretær hos 3F Holbæk-Odsherred.


Åbent hus markerer åbning
For at fejre åbningen af den nye skole inviterer Dekra alle interesserede til et åbent hus-arrangement torsdag 26. oktober, hvor der er mulighed for at se skolens faciliteter og høre mere om de tilgængelige uddannelsesmuligheder.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.