Vognmand fra Greve har snart greb om et dusin trækkereTorsdag 3. august 2023 kl: 09:24 Af: RedaktionenChris Stokholm fra Greve syd for København, der driver vognmandsforretningen CST Transport, er med en ny DAF XG+ 530 FTS bogietrækker godt på vej til at have et dusin lastbiler i sin flåde - for der er endnu en DAF på vej - Jeg startede for alvor som vognmand for fem år siden. Jeg havde i mange år kørt som fuldtids-chauffør og som chaufførafløser ved siden af forskellige andre erhverv, men i 2018 fik jeg mit eget navn på døren for første gang, fortæller Chris Stokholm. - I starten investerede jeg i et par svenskere, men fra min tid som chauffør kendte jeg DAF’erne som rigtig gode lastbiler - både hvad gælder chaufførkomfort, driftsøkonomi og ikke mindst brændstoføkonomi, tilføjer han. Der gik derfor ikke længe, før de første DAF’er fik Chris Stokholms navn på døren. Det var et par af de klassiske XF’ere, men sidste forår var det tid til et par nye XG 480’ere fra DAF’s nyeste lastbilgeneration. Og et halvt år senere kom der endnu en XG 480’er til flåden, så hollænderne kom i overtal. Egentlig skulle Chris Stokholm også have haft en XG 480’er til sig selv, men pludselig kunne DAF-forhandler Nyscan Trucks i Køge tilbyde en hurtig handel på XG 480’erens storebror - en XG+ 530 med større førerhus og flere heste bag kølergitteret. Så Chris Stokholm slog hurtig til. De seneste måneder er gået med udvikling af nye ideer til opbygning af bilen samt indretning af førerhuset og ikke mindst lakering af hele herligheden. - Som selvkørende vognmand kunne jeg ikke bare smide, hvad jeg havde i hænderne og begrave mig i detaljerne omkring den nye bil. Jeg har selvfølgelig selv bestemt, hvordan den - og i øvrigt også de tidligere XG 480’ere - skulle opbygges og se ud, men jeg har overladt det til Nyscan Trucks at stå for al koordineringen mellem opbygger, plysser og autolakerer, så jeg har kunne koncentrere mig om at drive min forretning, siger Chris Stokholm og fortsætter: - Jeg kører blandt andet for Unibrew, PostNord og diverse stykgodsspeditører, og så kører jeg en hulens masse musik og teater i sæsonen. Og selv om jeg har rigtig dygtige chauffører, der kan tænke selv, kræver det min fulde opmærksomhed at få alle brikkerne til at passe sammen. Her har Nyscan Trucks og ikke mindst direktør Kasper Rasmussen været en uvurderlig hjælp for at få de nye biler specificeret, opbygget og klargjort helt efter mine ønsker og krav. Chris Stokholm forklarer, at han og hans chauffører for det meste kører i Danmark. - Men vi har også afstikkere til Sverige, Norge og Tyskland. Chaufførerne har rigtig mange overnatninger i bilerne, så derfor er komforten afgørende vigtig for mig. Og med de nye DAF XG- og XG+-førerhuse bliver det nok ikke bedre, fremhæver han. Den nye XG+ 530 er med førerhusets størrelse, indretningen, opbygningen, teknikken og ikke mindst lakeringen toppen af poppen hos CST Transport. Blandt underleverandørerne til det nye vidunder er som nævnt Nyscan Trucks i Køge, der har specificeret chassiset og slutklargjort det til levering, Øgaards Lastvognsopbyg & Hydraulik i Ejstrupholm, der har opbygget bilen, FL Buur i Vrå, der har stået for plysning og indretning af førerhuset samt KB Sprøjtelakering i Hjørring, der har givet bilen en gang lak eller flere - inklusiv paintbrush af Chris Stokholms hund Baloo på bagsiden af førerhuset. Fakta om CST’s nye DAF XG+ 530 FTS 6x2:
© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |