Populær café fra Horsens kommer til nyt truckstopTorsdag 25. maj 2023 kl: 10:20 Af: RedaktionenCafé Gran, der er en af Horsens' populære caféer, åbner i 2024 dørene til et nyt koncept - Gran Gourmet Café - i Recharge City - det nye truckstop, raste- og p-anlæg ved Motorvej E45 sydvest for Horsens. Hos Café Gran kalder man det nye tiltag for et gourmet-café-koncept, der skal levere god mad til både bilister og lastbilchauffører. Det er et koncept, hvor kunderne kan forkæle sig selv og tage en pause fra køreturen i en afslappende atmosfære. På caféen vil der blive serveret både cafémad, nem take-away, gode danske retter og kvalitetskaffe. Alt kan nydes på stedet eller tages med til bilen, med hjem eller i chaufførloungen Konceptet betegnes som et frisk og anderledes alternativ, som matcher de forskellige behov til folk på farten og lokalområdet. Mad til forskellige typer af gæster Ambitionen om at løfte pause-oplevelsen for bilister og chauffører på farten er ikke ny for de lokale iværksættere bag konceptet. De ser de en mulighed i netop at skabe et nyt café-koncept til folk på farten. - Når man kører ned gennem Italien og Frankrig, bliver man mødt af Michelin-restauranter på rastepladserne. Her oplever man, hvordan Skandinavien er langt bagefter i forhold til at levere høj kvalitet. Recharge City bliver samlingssted for hele motorvejsnettet, og her er det helt oplagt for os at være med og tilbyde vores café-koncept til mange forskellige mennesker - både chauffører, bilister, kørende erhvervsfolk og folk fra lokalområdet, siger Eoin Magill Madsen fra Gran Gourmet Café. Bag konceptet står Eoin Magill Madsen, Peter Nicolaj Thorup og Mads Falck Valentin-Hjorth, der tilsammen har 60 års erfaring inden for restaurationsdrift, catering og kaffe. Med beliggenheden lige ud til motorvejen vil Gran Gourmet Café servicere både de hurtige gæster på farten, og dem, der lige bliver lidt længere. De kalder det ”to-go” segmentet, som er dem, der efterspørger kvalitetskaffe, friske sandwich og nem take-away, de kan få med indenfor få minutter. Og så er der "to-cozy’’ gæsterne, som ønsker den fulde caféoplevelse i de 30-45 minutter, som det alligevel tager at lade bilen, få et tiltrængt afbræk fra motorvejen eller måske bare en hyggelig cafétur. Fælles ambition med kvalitet i fokus Hos Recharge City glæder man over at kunne indgå en aftale med en velkendt lokal aktør, der deler ambitionen om at højne niveauet, variationen og kvaliteten af det, der tilbydes - til både chauffører, bilister og folk fra nærområderne. - De fleste i Horsens og omegn kender Gran, og vi er glade for, at de kan se en mulighed for at skabe et helt nyt koncept i vores lille ”by”. Gran Gourmet Café kan blive et stamsted for både chauffører og lokalbefolkningen, og så er konceptet med til at understrege, at vi vil lidt mere, og at vi er stedet, hvor hviletid bliver til kvalitetstid, siger Charlotte Ørnsvig, der er projektdirektør hos Recharge City. Om Recharge City
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |