Solcelleanlæg blev indviet sammen med et spadestik til PtX-anlægTirsdag 16. maj 2023 kl: 17:07 Af: RedaktionenFørste spadestik til byggeriet af PtX-anlægget blev blandt andet overværet af medlem af EU-parlamentet Morten Helveg Petersen (R) og borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen (K). Tirsdag blev en særlig dag i den lille by, Kassø, der ligger mellem Hellevad og Bolderslev vest for Aabenraa. Her markerede European Energy starten på byggeriet af selskabets PtX-anlæg og indvielse af et 300-hektar stort solcelleanlæg. Aabenraa Kommune er en af landets førende kommuner, når det kommer til vedvarende energi - I Aabenraa Kommune vil vi den vedvarende energi, og jeg er stolt over, at vi i dag fik indviet et solcelleanlæg i denne skala. Læg dertil opstart på byggeriet af verdens første e-metanolanlæg, som allerede har kunder i international klasse klar til at modtage den brændstof, der bliver produceret, sagde borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen (K), da han tirsdag var med til at tage første spadestik til European Energys PtX-anlæg og indvielse af et 300-hektar stort solcelleanlæg. Jan Riber Jakobsen lagde blandt andet vægt på det gode samarbejde over flere byrådsperioder mellem Aabenraa Kommune og European Energy, men også på, at Aabenraa Kommune er en af landets førende kommuner inden for vedvarende energi. - Projekterne i Kassø er i en stor, international skala, og de er med til at cementere Aabenraa Kommune som en kommune, hvor vi rent faktisk handler på den grønne omstilling. Vi går i dialog med virksomheder, der specialiserer sig i vedvarende energi, og vi prioriterer det i politiske strategier og politisk vedtagne lokalplaner. Vi har kvadratmeterne i kommunen, og en tur rundt i kommunen vil vise, at det ikke kun er på tegnebrættet, vi planlægger den vedvarende energi, sagde Jan Riber Jakobsen og fortsatte: - Jeg håber, at man oplever Aabenraa Kommune som en kommune, hvor der ikke er langt fra idé til handling. Vi vil gerne være en kommune, hvor planarbejde, smidig forvaltningssparring og faglig stolthed er med til føre projekter ud i livet. Det ses blandt andet i vores udviklingsstrategi "Det Gode Liv" samt vores grønne erhvervsstrategi. European Energy fremhæver samarbejdet med Aabenraa Kommune som godt, og man glæder sig til at komme i gang med at producere metanol ud fra vedvarende energi til kunder som Lego Group, Novo Nordisk, Circle K og Mærsk, der allerede har meldt sig på banen. - Vi er glade for det samarbejde, vi har haft med Aabenraa Kommune. Lige fra godkendelsen af lokalplanen på både solcelleanlægget og PtX-anlægget til det smidige samarbejde, vi har haft med Aabenraa Kommunes forvaltning om sparring og spørgsmål til projekterne. Nu ser vi frem til at producere vedvarende energi på forskellige måder i Kassø til vores internationale kunder som LEGO-koncernen, Novo Nordisk, Circle K og Maersk, sagde administrerende direktør i European Energy, Knud Erik Andersen. Om methanol:
(Foto: Aabenraa Kommune) © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |