Fjordhavn fremlagde fint resultat for sidste årTorsdag 4. maj 2023 kl: 11:52 Af: RedaktionenNettoomsætningen for havnemyndigheden Kolding Havn nåede i regnskabsåret 2022 op på 33,8 millioner kroner med en samlet fremgang i godsmængden på 7,1 procent i forhold til 2021 Kolding Havn oplyser, at der var relativt store variationer for de enkelte godstyper, som helt eller delvist kan tilskrives markedsforholdene i 2022. Årets resultat 2022 blev 11,2 millioner kroner, hvilket udgør et plus på 4,7 millioner kroner i forhold til 2021. Det relativt høje resultat skyldes ekstraordinær indregning af 6,3 millioner kroner, som hovedsageligt skyldes rentestigninger, der nedsætter Kolding Havns hensatte pensionsforpligtelser i nutidsværdi overfor tidligere tjenestemandsansatte. Havnemyndigheden beskæftiger 13 medarbejdere, mens der er yderligere ca. 800 job på havnen hos virksomhederne, der lejer sig ind hos Kolding Havn. - Ja, jeg må sige, at vi i havnebestyrelsen er tilfredse med resultaterne for året 2022 - flere skibe, mere gods, større omsætning og bedre økonomisk resultat end i 2021 trods de meget vanskelige forhold, som specielt krigen i Ukraine har skabt i vores marked, sagde bestyrelsesformand og første viceborgmester Birgitte Munk Grunnet (S) i forbindelse med den endelige behandling af årsrapporten 2022. - Vi har håndteret den næststørste godsmængde ud af de seneste fem år og det er den tredjestørste mængde nogensinde i havnens historie. Dét kan vi kun være tilfredse med under de vanskelige vilkår. De ansatte på havnen har ydet en stærk, fleksibel og engageret indsats og den nye ledelse er kommet godt fra start, hvilket samlet set har medvirket til havnens tilfredsstillende resultater, tilføjende hun. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |