41-årig mand skal 15 år i fængsel for narkosmuglingTorsdag 13. april 2023 kl: 10:06 Af: RedaktionenNational enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har afdækket indsmuglingen af store mængder kokain, der blev smuglet til Danmark gennem Københavns Lufthavn. Det har nu ført til en lang fængselsdom til en 41-årig mand for at planlægge og koordinere indsmugling og videreoverdragelse af i alt 235 kg kokain. Dommen faldt tirsdag i denne uge i Københavns Byret De i alt 235 kilo kokain blev ad to omgange i 2020 transporteret i sportstasker ombord på fly fra den Dominikanske Republik til Danmark via Københavns Lufthavn. Den 41-årige gennemførte indsmuglingen og videreoverdragelsen i forening med flere medgerningsmænd fra både Danmark og udlandet.
![]() (Foto: NSK) NSK oplyser, at sagen mod den 41-årige er en del af et støre sagskompleks, hvor politiet mener at have optrevlet et organiseret narkotika-netværk med tråde til udlandet.
Sagskomplekset involverer over 30 personer i alt. - Flytransport giver risiko for indsmugling af narkotika fra alle verdenshjørner, derfor sender det også et vigtigt signal, at der ved domfældelsen er slået hårdt ned på de to indsmuglinger, som er sket gennem Københavns Lufthavn, siger anklager hos NSK, Jelena Vestergaard Hansen.
Anklager ved NSK, Julie Solhøj, var efter dommen i Københavns byret meget tilfreds med, at retten valgte at udmåle en lang fængselsdom for at markere, at der var tale om organiserede indsmuglinger af usædvanligt store mængder kokain gennem lufthavnen. - Dommen viser, at retten er enig med anklagemyndigheden i, at netop denne type kriminalitet skal tages meget alvorligt, siger Julie Solhøj. Den 41-årige fik som følge af dommen konfiskeret ca. 39 Bitcoin, et Rolex armbåndsur samt mindre mængder af hash og skunk. Om NSK:
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |