AFTALE MELLEM ARBEJDSGIVERE OG FAGFORENING:

Hele den særlige opsparing udbetales som løn

Fredag 31. marts 2023 kl: 10:06
Af: Redaktionen

ATL/DI og 3F Transport er nået til enighed om at ændre i overenskomsten, så hele den særlige opsparing fremover skal udbetales som et løntillæg

Lørdag 4. marts i år indgik ATL/DI og 3F Transport forlig om en fornyelse af Transport- og Logistikoverenskomsten. Et af de centrale punkter i aftalen var, at en del af medarbejdernes særlige opsparing fremover skulle konverteres til et løntillæg - med mindre den enkelte medarbejder selv aktivt anmodede om at beholde sin opsparing.


Nu er ATL/DI og 3F Transport blevet enige om at ændre i forliget, så hele den særlige opsparing fremover vil blive udbetalt som et løntillæg, hvis ikke medarbejderen anmoder om at beholde opsparingen.


- Jeg er glad for, at vi sammen med 3F Transport har landet denne ændring, der imødekommer et ønske fra vores og 3F Transports medlemmers side, og som er meget nemmere at administrere for alle, siger branchedirektør i ATL, Lars William Wesch.


Med ændringen vil hele den særlige opsparing pr. 1. juli 2023 blive udbetalt som et løntillæg. Det samme gælder efter 1. marts 2024, når satsen for den særlige opsparing stiger til ni procent af medarbejdernes ferieberettigende løn.


Den nye ordning træder i kraft den 1. juli 2023, når kontoen efter den gamle ordning er gjort op ultimo juni.


Virksomhederne skal ikke foretage sig noget i relation til forliget før, resultatet af afstemningen af Forligsmandens mæglingsforslag er kendt senere i april.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.