Havneselskab i Trekantsområdet lægger godt årsresultat på bordetTirsdag 21. marts 2023 kl: 11:53 Af: RedaktionenADP A/S, der ejer og driver havnene i Fredericia og Nyborg og driver trafikhavnen i Middelfart, har afsluttet 2022 med selskabets hidtil bedste resultat - både med hensyn til omsætning og indtjening. Ejerne kan endnu en gang se frem til at få udbetalt udbytte 2022 endte med en samlet om samlet omsætning på 195,8 millioner kroner, hvilket svarer til en fremgang på 10,2 procent i forhold ti sidste år. Driftresultatet - EBITDA - endte på 94,2 millioner kroner, hvilket var 6,6 procent mere end i 2021. Driftsresultatet er angivet eksklusiv værdireguleringer på ejendomme. ADP A/S' resultat efter skat blev på 106,1 millioner kroner, hvilket var 2 millioner kroner mere end i 2021, hvor resultatet var 104 millioner kroner. ADP A/S betegner 2022-resultatet som meget tilfredsstillende, og indstiller det til godkendelse på ADP-generalforsamlingen tirsdag 28. marts. Resultatet efter skat indeholder værdiregulering på selskabets investeringsejendomme. Den samlede godsomsætning på havnene i Nyborg og Fredericia endte på 8,2 millioner ton mod 7,6 millioner ton i 2021, hvilket svarer til en vækst på 7,9 procent. Styrket markedsposition og ny top på container-området De seneste års vækstinitiativer og igangsatte investeringer har styrket ADP’s markedsposition med nye forretningsområder, stigende godsmængder, en ejendomsportefølje i hastig udvikling samt en fremtidssikret havneinfrastruktur. ADP har i 2022 mærket effekten af havnenes betydning for Danmarks forsyningssikkerhed og for opretholdelse af forsyningskæderne i en tid med stigende uforudsigelighed på flere markeder. På godssiden var det især containere og fast-bulk, der har ligget på et meget højt niveau igennem året. Mængderne af fast bulk voksede med 22,9 procent - heraf voksede agribulk med 113.000 ton, hvilket var en fremgang på 22,2 procent. Containeromsætningen nåede i 2022 op på 110.646 teu mod 104.284 teu i 2021. Både i 2021 og i 2022 satte antallet rekord. Stigningen fra 2021 til 2022 var 6,1 procent. ADP’s bestyrelsesmedlem Tommy Rachlitz Nielsen (K), der er medlem af Fredericia Byråd og formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget i Fredericia Kommune er tilfreds med årets resultat. - ADP genererer et meget flot driftsoverskud på 94,2 millioner kroner og dermed igen udbytte til aktionærerne, men endnu vigtigere er det, at ADP er med til at skabe arbejdspladser og bidrage til en grønnere fremtid til gavn for borgerne, blandt andet med etablering af PtX-infrastruktur. Vi skal i Fredericia turde gå forrest med den grønne omstilling til gavn for hele Danmark, og her er ADP bestemt også et forbillede, siger han. Efter 2021 udbetalte ADP A/S et udbytte på 7.125.000 kroner til sine aktionærer. Det samme beløb blev udbetalt i udbytte efter 2020. I 2021 ejede Fredericia Kommune 89 procent af aktierne, mens Nyborg Kommune ejede 10,6 procent. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |