Shippingvirksomhed i Esbjerg skal håndtere vindmølledele for stor dansk producent

Tirsdag 14. marts 2023 kl: 09:43
Af: Redaktionen

Shippingvirksomhed i Esbjerg skal håndtere vindmølledele for stor dansk producent

Den Esbjerg-baserede og internationale shipping og logistik-koncern, Blue Water, har indgået en aftale med den dansk-baserede vindmølleproducent, Vestas, om at håndtere vindmølledele de næste fem år på sine terminaler i Esbjerg og Cuxhaven i Nordvesttyskland

Siden 1990’erne har Blue Water været involveret i den globale sektor for vindenergi, der er vokset og vokset og fortsat er i kraftig vækst. Vestas og Blue Water har nu indgået en fem-årig kontrakt om håndtering af vindkomponenter på Blue Water-terminalerne Esbjerg og Blue Water BREB terminalerne i Cuxhaven i Tyskland.


Selvom Vestas og Blue Water har arbejdet sammen på globale vindprojekter gennem mange år, er den nye kontrakt den hidtil største mellem de to danske virksomheder. Aftalen dækker terminalhåndtering af de tunge vindmøllekomponenter, stevedoring, oplagring og service i en fem-årig periode på alle Vestas’ komponenter, som udskibes til og fra hele verden via Esbjerg og Cuxhaven.


- At Vestas betror os denne vigtige opgave, er en tillidserklæring, som vi er stolte af. Blue Water har været med fra vindindustriens spæde start, og vores kollegaer ude på havnene og terminalerne er med stor erfaring klædt godt på til at løse opgaven sikkert og effektivt og samtidig bidrage til den grønne omstilling, siger Brian Sørensen, der er Global Category Head, Wind and Port Service, hos Blue Water.


Sikkerhed og kvalitet er kernen
Blue Water og især teamet for Port Service har stort fokus på sikkerhed og kvalitet i arbejdet gennem kontinuerlig træning og uddannelse. Derfor er antallet af skader på gods og personale minimale, og Blue Waters løsninger indenfor vindlogistik lever op til internationale krav og standarder.


- Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde, vi allerede har i dag med Blue Water. Sikkerhed og Kvalitet er Vestas prioritet, og hos Blue Water er vi overbeviste om, at vi får den rigtige løsning, og vi ser frem til at fortsætte og udvide samarbejdet fremadrettet, siger Torben Andersen, der er Head Transport Procurement hos Vestas.



Om havnene i Esbjerg og Cuxhaven:
Esbjerg Havn er Danmarks største havn. Den er del af et specialiseret havnenetværk, som spiller en central rolle i den danske og europæiske vindsektor. Med et areal på 4,5 millioner kvadratmeter er Esbjerg Havn verdens største base for vindaktiviter og en frontløber i den europæiske vindsektor. 

Havnen i Cuxhaven er Tysklands største vind terminal og godt placeret som udgangspunkt for både on- og offshore-projekter.



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.