Læsset var for højt til broen

Onsdag 18. januar 2023 kl: 13:24
Af: Redaktionen

Tirsdag sidst på eftermiddagen rykkede redningsberedskab og politi ud til en ulykke ved Høng på Vestsjælland, hvor en jernbanebro var blevet ramt af læsset på et lastvognstog

Chaufføren af sættevognstoget, der var læsset med offshore-gods, var en 50-årig mand, som efterfølgende var standset lidt syd for jernbanebroen, da flere dæk på vogntoget var blevet ødelagt.


Togdriften på jernbanebroen blev midlertidigt indstillet, mens sagkyndige undersøgte jernbanebroen nærmere. Broen havde fået tydelige skader, og to armeringsjerndragere var blevet revet over som følge af påkørslen, ligesom betonstykker lå kørebanen.


Trafikken ad landevejen ved Høng blev også indstillet, mens politiet med både en bilinspektør og sagkyndige fra Tungvognscenter Øst foretog undersøgelser af uheldsstedet, sættevognstoget og godset på den. 


Undersøgelserne af off-shore-godset på sættevognen skal vise, om godsets dimensioner kan have ændret sig under kørslen, således at passage under jernbanen reelt ikke var muligt.


Chaufføren kørte med sit vogntog ad landevejen i sydlig retning mod Høng, da påkørslen af jernbanebroen skete, og to fastsurringskæder ved godset sprang. Det 30 tons tunge gods forblev på sættevognen, der med fladtrykte dæk fortsatte ind under broen, indtil vogntoget måtte standse lidt syd herfor. Ingen modkørende trafikanter passerede broen på uheldstidspunktet, hvorfor ingen andre har været i konkret fare.


Togdriften blev genoptaget senere på aftenen, da sagkyndige havde vurderet, at der ikke ville være fare ved fortsat togdrift over den påkørte bro.


Afspærringen af landevejen medførte kødannelse på begge sider af afspærringen, hvilket kan have været medvirkende årsag til endnu et færdselsuheld på vejen, men nord for den påkørte bro. Her var fem biler involveret.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.