Lastbilimportør skal have ny direktør i DanmarkOnsdag 21. december 2022 kl: 10:35 Af: RedaktionenDen svenske Scania-koncern har udnævner direktøren for Scania Danmark A/S, Marcus Holm, til Head of Production & Logistics og medlem af Scania Executive Board. Marcus Holm, der har været administrerende direktør for Scania Danmark siden 2017, tiltræder sit nye job 1. februar næste år I sit nye job vil Marcus Holm være en del af Scania’s Executive Board og rapportere til Christian Levin, President og administrerende direktør i Scania og Traton Group, der ud over Scania omfatter MAN, Navistar og Volkswagen Caminhões e Ônibus. Siden sin start hos Scania i 1994, har Marcus Holm haft forskellige stillinger indenfor Research & Development, Production og Commercial Operations - eksempelvis som fabrikschef for førerhusproduktionen i Oskarshamn i Sverige og fabrikschef for lastbil- og førerhusproduktion i São Paulo i Brasilien. Marcus Holm har været i sin nuværende stilling som administrerende direktør for Scania Danmark siden 2017. - Vores mål er at styrke Scania’s produktion og logistik og skabe øget effektivitet samtidig med, at integrationen med Traton Group accelereres. Marcus har dybdegående kendskab til vores forretning og end-to-end flows, ligesom han har gode resultater med at drive komplekse projekter. Med hans brede erfaring fra produktionen, R&D samt vores kommercielle forretning, er han et rigtig godt valg til denne stilling, siger Christian Levin. Marcus Holm peger i forbindelse med sit nye job på, at hans fokus frem til februar fortsat er hos Scania Danmark. - Arbejdet med at finde min efterfølger er startet, siger Marcus Holm, der ser frem til de nye udfordringer. - Vi har et godt team indenfor produktion og logistik og vi er på en spændende og udfordrende rejse med store muligheder foran os, siger han videre. Marcus Holm er født i 1971 og har en Master of Science in Mechanical Engineering, fra Chalmers University of Technology i Göthenburg, Sverige. I forbindelse med ovenstående udnævnelse, bliver den nuværende Scania Industrial Operations delt i to enheder: Production & Logistics samt Research & Development and Purchasing. Anders Williamsson vil fortsætte i rollen som Head of Traton Group Industrial Operations, Executive Vice President and Head of Research & Development and Purchasing for Scania. ![]() © Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |