VEJTRANSPORT OG UDSTATIONERING:

Otte EU-lande mangler at oplyse om nationale foranstaltninger

Fredag 25. november 2022 kl: 16:00
Af: Redaktionen

EU-Kommissionen opfordrer Kroatien, Italien, Cypern, Luxembourg, Malta, Holland, Portugal og Slovenien til at “give meddelelse om foranstaltninger til gennemførelse af regler om udstationering af førere”, som et EU-direktiv kræver. Reglerne i EU-direktivet skal sikre, at udstationerede førere aflønnes på linie med lønnen i værtsmedlemsstaten i udstationeringsperioden

De manglende oplysninger om nationale foranstaltninger har fået EU-Kommissionen til at sende begrundede udtalelser til de otte lande for at få en forklaring på, hvad de har gjort og agter at gøre for at leve op til direktivet. 


Reglerne i direktivet skal sikre, at udstationerede førere aflønnes på det lønniveau, der er i værtsmedlemsstaten i udstationeringsperioden. De indeholder også en lukket liste over administrative krav til virksomheder, der udstationerer førere i en anden medlemsstat, og harmoniserer kontrolforanstaltninger i EU. 


Fristen for meddelelse af de nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktivet var 2. februar 2022. EU-Kommissionen har givet de otte medlemslande to måneder til at besvare skrivelsen og træffe de nødvendige foranstaltninger. 


Hvis EU-Kommissionen ikke får meddelelse om alle nationale gennemførelsesforanstaltninger, kan den beslutte at indbringe sagerne for Den Europæiske Unions Domstol. 





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.