FÆRDSELSSTYRELSEN:
Ventelisten til køreprøver er bragt nedOnsdag 5. oktober 2022 kl: 11:38 Af: RedaktionenFredag 1. oktober sidste år overtog Færdselsstyrelsen kørekortområdet fra politiet. Ét år senere har styrelsen afviklet knap 360.000 prøver og er i fuld gang med en modernisering af området. De mange afviklede prøver betyder ifølge Færdselsstyrelsen, at langt færre kørekortelever venter på en prøve sammenlignet med for et år siden Den første køreprøve i Færdselsstyrelsen fandt sted mandag 4. oktober sidste år. Siden da har styrelsens prøvesagkyndige afviklet knap 360.000 prøver fordelt over hele landet - det gælder praktiske prøver såvel som teoriprøver. De mange afviklede prøver betyder, at langt færre kørekortelever venter på en prøve sammenlignet med for et år siden. Bunken er skrumpet ind fra omkring 41.000 i oktober 2021 til omkring 24.000 i september 2022 - hvilket svarer til 41 procent. - For ét år siden voksede Færdselsstyrelsen fra cirka 150 medarbejdere til 500. I dag er vi næsten 600 medarbejdere fordelt på 57 lokationer i hele landet. En ressortoverdragelse af den størrelse er en stor opgave, som kræver en transformation af organisationen. Det er vi fortsat i gang med. Der har været bump på vejen, men vi er nået rigtig langt. Ikke mindst fordi styrelsens medarbejdere i alle dele af landet har leveret en imponerende indsats, siger Stefan Søsted, der er direktør i Færdselsstyrelsen. Bedre balance mellem øst og vest Færdselsstyrelsen peger på, at der har været markante serviceforbedringer i løbet af året. Men aktuelt er der en forskel i ventetiden henholdsvis øst og vest for Storebælt, idet antallet af elever, der venter på en prøve, er størst i øst. Færdselsstyrelsen har derfor iværksat en række tiltag, der skal skabe en ensartet prøvesituation på landsplan. Blandt andet er der sendt prøvesagkyndige fra Jylland og Fyn til Sjælland, så prøvekapaciteten øges i Hovedstadsområdet. - Målet er, at ventetiden til både teoriprøver og praktiske prøver skal være kort og ens i hele landet. Vi arbejder målrettet på at optimere prøveafviklingen, så området bliver mere efterspørgselsdrevet. Det skal være så let som muligt for den enkelte kørelærer at få prøver til eleverne, siger Brian Paust Nielsen, der er vicedirektør for Kørekort i Færdselsstyrelsen. Samspil med kørelærerne Netop kørelærerne spiller en vigtig rolle i udviklingen af kørekortområdet. Et månedligt møde mellem kørelærerforeningerne og styrelsen er nu udvidet med lokale møder i Færdselsstyrelsens elleve kørekortteam. - Den tætte dialog, vi har med kørelærerforeningerne, er helt afgørende. Vi har et fælles ønske om et kørekortområde, der fungerer optimalt, og de bedste løsninger finder vi i fællesskab. På de lokale dialogmøder deler vi viden og får endnu bedre indblik i de område-lokale forhold, siger Brian Paust Nielsen. Sagsbehandlingstider går den rigtige vej Udover køreprøverne står Færdselsstyrelsen også for administration af kørekortområdet, hvor op mod 100.000 sager skal behandles hver år. Det er for eksempel sager om helbred, alkolås, generhvervelse og fornyelser. Her er sagsbehandlingstiderne også er faldet de seneste måneder. - Da vi overtog ansvaret 1. oktober 2021, gik vi samtidig over til nye arbejdsgange, processer og it-systemer. Det medførte en ophobning af sager. Vores læringskurve har været stejl, og det seneste halve år har vi forkortet sagsbehandlingen væsentligt på de fleste områder - takket være en meget ihærdig indsats af vores dygtige medarbejdere, siger Brian Paust Nielsen og fortsætter: - Der er fortsat stort potentiale for serviceforbedringer, og det arbejder vi målrettet på hver dag. Det handler om processer og arbejdsgange, der kan blive bedre. Og så er der stort potentiale i at digitalisere området, og her har vi flere lovende projekter i gang. Kørekort i tal: For perioden 1. oktober 2021 – 30. september 2022
Beståelsesprocent ved praktiske B-prøver fordelt på de 11 områder
Antal elever, der venter på en prøve
(Kilde: Færdselsstyrelsen) Fakta om Færdselsstyrelsen:
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |