KLIMAMELDING FRA S-REGERINGEN:

Danmark er knap trefjerdedele af vejen mod klimamålet

Fredag 23. september 2022 kl: 12:23
Af: Redaktionen

Med over 75 grønne aftaler samt prioriterede midler for over 110 milliarder kroner mangler S-Regeringen omkring en fjerdedel for at indfri målet om en 70 procents CO2-reduktion i 2030 i forhold til 1990

Flere elbiler kører på vejene, mere grøn fjernvarme løber i rørene og nye skovarealer spreder sig. Det fremhæver S-Regeringen, som sammen med brede flertal i Folketinget indgået over 75 grønne aftaler over de seneste tre år - aftaler, der samlet set kan reducere udledningerne med, hvad der svarer til over 14 millioner ton CO2 i 2030.


Det er knap trefjerdedele af vejen mod 2030-målet om en CO2-reduktion på 70 procent i forhold til 1990.


Ifølge S-Regeringen kan den sidste gode fjerdedel hentes ved indfrielse af det bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektoren. Regeringen mener derfor, at 70 procents-målet er anskueliggjort.


- Da vi satte 70 procents-målet, vidste vi ikke, hvordan det skulle indfries, og nogen tvivlede på, om det kunne lade sig gøre. Men nu over syv år før 2030 er vi næsten trefjerdedele af vejen til at nå målet, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og fortsætter:


- De grønne resultater spirer frem med flere el-biler på vejene, færre plastikposer, mere grøn strøm og fjernvarme. Og det er sket i en tid med corona-pandemien og nu en global energikrise som baggrundstæppe. Vi har i en svær tid valgt en grøn vej.


Dan Jørgensen henviser til Klimaprogrammet, der er en årlig udgivelse, som skal anskueliggøre vejen til 70 procents-målet. 


I takt med, at en større del af 2030 målet er dækket af indgåede politiske aftaler, afhænger målopfyldelsen i stigende grad af, at aftalerne føres ud i livet med succes. Derfor indeholder Klimaprogram 2022 en plan for implementeringen og håndteringen af risici, der uundgåeligt er til stede ved aftaler om teknologier, der ikke har været anvendt i samme skala tidligere.


- Vi kender grønne teknologier og løsninger med tekniske reduktionspotentialer, der langt overstiger den tilbageværende manko. De kan løbende komme i spil, hvis udledningerne ikke reducereres, som vi forventer ud fra de indgåede aftaler, lyder det fra Dan Jørgensen og fortsætter:


- Klimaprogrammet viser forskellige alternative scenarier for målopfyldelse, så vi ikke er afhængige af én bestemt teknologi for at komme i mål. Køreplan for et grønt Danmark sikrer desuden, at vi får genbesøgt sektorerne inden 2025.


Årets klimaprogram og klimapjecen kan læses på Klima-, energi- og forsyningsministeriets hjemmeside - klik her:


Punkter fra Klimaprogrammet:
  • Firedobling af elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030
  • Femdobling af havvind frem mod 2030 og ambition om at høste hele Danmarks havvindspotentiale frem mod 2050
  • Ved udgangen af 2022 forventes syv gange flere elbiler end i 2019, og der forventes samlet at være over en million el- og plug-in hybridbiler på vejene i 2030
  • Antallet af plastikposer er ca. halveret fra 2015 til 2021
  • Midler til næsten 28.000 hektar skovrejsning frem mod 2030




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.