PERSON- OG GODSVOGNMÆND TIL TRANSPORTMINISTEREN:
Fjern urimeligt gebyr på gods- og buskørselstilladelser fra tegnebrættetFredag 16. september 2022 kl: 12:19 Af: RedaktionenEn række organisationer på person- og godstransportområdet har sendt en fælles henvendelse til transportminister Trine Bramsen (S), hvor de opfordrer S-Regeringen til at droppe et forslag om at indføre et gebyr på udstedelse af gods- og buskørselstilladelser. - Vi synes, det er et uforskammet forslag, lyder det fra Stefan K. Schou, der er konstitueret administrerende direktør i transportorganisationen ITD Forslaget fremgår, som vi tidligere har beskrevet her på transportnyhederne.dk, af S-Regeringens finanslovsforslag for 2023. Forslaget går ud på, at Færdselsstyrelsen skal opkræve et nyt omkostningsdækkende gebyr for udstedelse af vognmandstilladelser til gods- og buskørsel og tilsynet hermed. Gebyrets størrelse fremgår ikke af finanslovsforslaget, men der er i 2023 budgetteret med at blive indkrævet ca. 25 millioner kroner mere i gebyrer end i 2022, som skal betales af transporterhvervet. - Vi synes, det er et uforskammet forslag, som regeringen nu kommer med som en del af sin finanslov. Vognmændene betaler allerede en høj pris efter en periode med helt uacceptabel langsom og ufleksibel sagsbehandling ved udstedelsen af tilladelser i Færdselsstyrelsen. Det er helt uholdbart at pålægge branchen et nyt gebyr for tilladelser, der er selve forudsætningen for, at vognmændene kan udføre deres erhverv, siger Stefan K. Schou, der er konstitueret administrerende direktør i ITD. Der har længe været politisk fokus på at rette op på Færdselsstyrelsens sagsbehandling, som i flere tilfælde har været så langsom, at det har betydet, at vognmænd har måttet lade lastbiler holde stille, selvom der var gods og passagerer at køre med. ITD fremhæver, at S-Regeringen begrunder forslaget om et nyt gebyr med EU’s Vejpakke, men det er efter organisationerne. De mener, at regeringen så skulle have taget forslaget med i lovforslaget om at implementere EU's vejpakke i stedet for at pakke det ind i finansloven. - Hvis regeringen havde haft et ønske om at vognmændene skulle betale ekstra for at finansiere nye Vejpakke-opgaver i Færdselsstyrelsen, så burde regeringen have foreslået det, da Folketinget behandlede regeringens Vejpakke-lovforslag. Vognmændene løfter allerede deres del af de nye administrative krav i Vejpakken, og vi har en forventning om, at statens øgede udgifter afholdes af staten og ikke overvæltes på erhvervet, siger Stefan K. Schou og fortsætter: - Skiftende regeringer har jo netop henvist til Vejpakken som et middel til at gøre det mere attraktivt at drive vognmandsforretning fra Danmark, og som et vigtigt skridt på vejen til at sikre mere fair konkurrence mellem danske og udenlandske virksomheder. Her er det jo et kæmpe paradoks, at regeringen nu bruger Vejpakken til at pålægge netop danske virksomheder yderligere omkostninger i form af et nyt gebyr. Interesserede kan læse den fælles vendelse fra ITD, Dansk Erhverv, Dansk PersonTransport, DTL og DI Transport her: ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |