Første halvår viste fortsat fremgang for havnen i Aarhus

Fredag 12. august 2022 kl: 12:55
Af: Redaktionen

Aarhus Havn, der blandt andet huser Danmarks største containerhavn, har i første halvår 2022 oplevet en vækst på cirka 7,5 procent i den samlede godsomsætning opgjort i ton. Sammenlignet med 2021 er det især containerdrift, fast bulk og krydstogtanløb, der har vist fremgang

Aarhus Havn har i første halvår af 2022 håndteret endnu større mænger gods end i et ellers travlt 2021. Samlet har havnen håndteret knap 5,3 millioner ton gods i de første seks måneder af året, hvilket er en fremgang på 7,5 procent i forhold ti samme periode sidste år.


Containerhåndteringen, der er et af de store forretningsområder på Aarhus Havn, er nåede op på 361.545 teu (Twenty-foot Equivalent Units), hvilket er en fremgang på 1,67 procent sammenlignet med de første seks måneder af 2021.


- Den flotte fremgang viser, at Aarhus Havn har en stærk markedsposition, som mange virksomheder vælger at bruge til både import og eksport. Det er vi selvfølgelig glade for. Det betyder nemlig også fremgang for Aarhus, Østjylland og resten af landet. Men på grund af de usikkerheder, der er i den globale økonomi lige nu, forventer vi dog, at udviklingen bliver mere flad i resten af året, siger Thomas Haber Borch, der er direktør for Aarhus Havn.


Vækst og nye aktører kan give pladsproblemer
Med de stigende godsmængder og flere nye aktører på vej til Aarhus Havn er rammerne på havnen mere trange i år end for blot et år siden. Flere af de store logistikoperatører ønsker mere areal på havnen i Aarhus, men det er stadig mere vanskeligt at imødekomme.


- Vi har tidligere i år lavet en ny aftale med Royal Arctic Line, der øger antallet af containere med 5-10 procent. Og med både eksisterende og nye kunder, der skal bruge plads, begynder vores kapacitet at være fyldt godt op. Samtidig har vi generelt godset liggende i længere perioder end tidligere på grund af de logistikforandringer, der er skabt i kølvandet på Corona, og det kræver også ekstra plads, siger havnedirektøren.


Han håber, at Aarhus Havns kapacitet kan udvides til at matche kundernes efterspørgsel i de kommende år, fordi det er vigtigt både for erhvervslivets og for Østjyllands udvikling, at havnen fortsætter fremgangen.


Udover væksten på containerområdet er det blandt andet vegetabilske olier, korn og biobrændsler, der er gået frem i mængder. Samtidig har markant flere byggematerialer fundet vejen forbi Aarhus Havn - for eksempel er der håndteret store mængder granitskærver, der er blevet brugt på jernbanestrækninger.


Første halvår af 2022 har også budt på betydelig vækst i antallet af krydstogtskibe, der anløber Aarhus Havn. Stigningen skyldes dels genåbningen efter Corona-pandemien, dels at Aarhus i år bliver valgt til af flere krydstogtrederier, som på grund af krigen i Ukraine ikke kan anløbe i Østeuropa.    
 



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.