Vagter skal skabe tryghed på S-togsnettet

Tirsdag 9. august 2022 kl: 10:37
Share  


Af: Redaktionen

Som en del af S-Rgeringens tryghedspakke ”Et tryggere Danmark”, har DSB fået mulighed for at indsætte vagter til at være tilstede på S-togsstationer. Lovgivningen trådte i kraft 1. juli, og DSB har nu sendt de første vagthold afsted. Vagterne vil især være synlige i aften og nattetimerne

Vagterne vil være på udvalgte S-togsstationer alle ugens dage. I morgen- og formiddagstimerne patruljerer fire-seks vagter på to til tre vagtruter, mens der i eftermiddags-, aften- og nattetimerne patruljerer mellem seks og ti vagter på tre til fire vagtruter.


- Jeg er meget glad for at passagererne nu får gavn af regeringens seneste tiltag. Der skal være tryghed i S-togene og på stationerne. Derfor er de nye vagter i uniform og overvågning med kameraer vigtige, siger justitsminister Mattias Tesfaye.


Vagterne vil i begyndelsen primært blive sat ind på stationer på strækningerne København H-Høje Taastrup, København H-Køge og på Ringbanen mellem Ny Ellebjerg og Hellerup samt fra Hellerup til København H. Vagternes ruter vil dog være fleksible og DSB vil også have mulighed for via overvågningscenteret at kunne tilkalde en tryghedsvagt, som kører i bil til bestemte opgaver.


- Alt for mange oplever utryghed, når de færdes på stationer eller i kollektiv transport. Det har konsekvenser for lysten til at tage kollektiv transport, og det har betydning for den enkelte borgers frihed til at kunne bevæge sig rundt i samfundet. Vagterne kan ikke løse alle udfordringer. Men jeg er ikke i tvivl om, at de får stor betydning for trygheden, siger transportminister og minister for ligestilling Trine Bramsen (S).


S-togsnettet binder med sine godt 350.000 daglige rejsende hovedstadsområdet sammen. 


- Jeg er rigtig glad for, at vi med den nye lovgivning får et ekstra værktøj til at give endnu større tryghed til vores kunder, siger Flemming Jensen, der er administrerende direktør i DSB.






Klik venligst

© Copyright 2022 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.