Aarhus får flere el-busser

Fredag 5. august 2022 kl: 12:43
Af: Redaktionen

Aarhus får flere el-busser

Fredag har busselskabet AarBus sat de første fem af i alt 29 nye batterielektriske bybusser fra polske Solaris ind på byens busruter. Sammen med 33 batteri-elektriske bybusser fra Volvo Busser, som AarBus allerede har i drift, vil de nye busser fra Solaris bidrage til en yderligere begræsning af CO2-udslippet fra den kollektive transport i Aarhus-området

De 29 nye elbusser, som vil køre ud på Aarhus' gader i løbet af august og september, erstatter et tilsvarende antal dieselbusser og vil give en forventet årlig CO2-besparelse på 2,3 ton. El-busserne kommer med elektriske ramper, som gør det nemmere for kørestolsbrugere at tage bussen. 


Busselskabet AarBus har i alt 184 busser. Når alle de nye el-busser fra Solaris er taget i brug, vil en tredjedel af selskabets busser være batteri-elektriske. Overgangen fra diesel- til elbusser er et led i Aarhus Kommunes målsætning om, at alle bybusser skal være CO2-neutrale i 
2027. 


- Transportsektoren er en stor CO2-udleder, som jeg er meget optaget af, at vi gør noget ved. Hvis vi skal indfri vores ambition om en total grøn omstilling af bybusserne, så skal vi blive ved med at prioritere udskiftningen af forurenende dieselbusser til fordel for elbusser. Elbusserne hverken sviner eller støjer, og det kommer aarhusianerne afgjort til at kunne mærke i byen i form af bedre luftkvalitet og mindre larm fra trafikken, siger Steen Stavnsbo (K), der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus kommune.


Den nye levering af el-busser er på 23 ledbusser på 18 meter og 6 to-akslede busser på 12-meter. Busserne vil give en forventet årlig CO2-besparelse på 2,3 ton. 


Hos Midttrafik glæder bestyrelsesformand Steen Vindum sig over, at flåde af el-busser i Aarhus bliver større. Aarhus har i forvejen Letbanen, der kører på el og 33 batteri-elektriske busser. 


- Med de nye elbusser bliver det endnu lettere for aarhusianerne at vælge en grøn transportform og rejse CO2-neutralt. Som en ekstra gevinst får kunderne moderne busser med ekstra god tilgængelighed i form af elektriske kørestolsramper. Vi glæder os meget til at byde både nye og eksisterende kunder velkommen i de nye elbusser, siger Steen Vindum. 


De nye elbusser har, udover at være CO2-neutrale og støjsvage, en række fordele, der kommer brugerne til gode. De har lav indstigning, stort flexareal, elektriske kørestolsramper, der forbedrer tilgængelighed for kørestolsbrugere samt USB-ladere ved alle sæder. 


Polly Dutschke (S), byrådsmedlem og formand for tilgængelighedsrådet, er især glad for kørestolsramperne, som hun længe har arbejdet for. 


- Det glæder mig, at det nu bliver lettere for kørestolsbrugere at komme med bussen. De elektriske kørestolsramper betyder, at man som kørestolsbruger får en større personlig frihed og ikke er afhængig af en hjælper til at folde rampen ud, siger Polly Dutschke. 


El-busserne bliver i løbet af august og september fordelt på de 19 bybuslinjer, som AarBus betjener. De første fem busser blev sat i drift  fredag.


Fakta om de nye el-busser:
  • Busserne er af mærket Solaris og batteri-elektriske
Busserne bliver opladet om natten på AarBus’ busanlæg. I løbet af dagen vil natopladningen blive suppleret af endnu en opladning under et kørselsophold
  • På dage med lave temperaturer er der mulighed for at opvarme busserne med et kombifyr

De 29 nye el-busser kommer i to størrelser:

  • 6 af busserne er 12-meter busser med 31 faste siddepladser, 2 klapsæder og 64 ståpladser
  • 23 af busserne er 18-meter ledbusser med 47 faste siddepladser, 4 klapsæder og 91 ståpladser
  • Busserne er støjsvage og udleder ikke røg og partikler under kørslen
  • Busserne har god tilgængelighed med lav indstigning, stort flexareal og elektriske kørestolsramper
  • Chaufføren styrer de elektriske kørestolsramper direkte fra førersædet. Det betyder, at kørestolsbrugere kan stige på bussen alene uden hjælper. Det er et markant løft af tilgængeligheden fra dieselbusserne, hvis ramper skal løftes manuelt fra gulvet og ud af en hjælper
  • Kunderne kan oplade telefoner og tablets gratis via USB-stik ved alle sæder
  • Den forventede årlige CO2-besparelse er på 2,3 ton 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.