Svensk industri-koncern vil producere batterier i Sverige

Onsdag 3. august 2022 kl: 11:17
Af: Redaktionen

For at imødekomme den voksende efterspørgsel efter batterielektriske tunge køretøjer og maskiner har Volvo-koncernen sat gang i processen med at etablere et produktionsanlæg til battericeller i Sverige. Anlægget skal efter planen opføres i Skaraborg-regionen

Baggrunden for anlægget er den stigende efterspørgsel efter CO2-neutrale transportløsninger, hvor AB Volvo har en ambition om at kunne tilbyde sine kunder 100 procent fossilfrie løsninger. I 2035 er Volvo-koncernens mål, at mindst 35 procent af de producerede køretøjer skal være elektriske i 2035.


Det mål vil kræve en stor produktion af højtydende batterier produceret ved hjælp af fossilfri energi. Derfor er det et logisk næste skridt for Volvo-koncernen at etablere batteriproduktion i eget regi.


Skaraborg-regionen i Sverige er efter flere undersøgelser og vurderinger udpeget som en ideel placering for anlægget. Det område i Mariestad kommune, som Volvo-koncernen har fokus på, ligger tæt på Volvo-koncernens nuværende hovedmotoranlæg i Skövde. Området har adgang til Sveriges forsyning af fossilfri energi. Volvo-koncernens R&D-centre og hovedkvarter i Gøteborg ligger omkring to timers transport fra området.


Volvo-koncernen planlægger gradvist at øge kapaciteten og nå storstilet serieproduktion inden 2030. Battericellerne vil blive designet specifikt til brug i erhvervskøretøjer, der understøtter den globale udrulning af elektriske lastbiler, busser, entreprenørudstyr og elektriske drivlinjer til forskellige applikationer .


Etablering af produktionsstedet er betinget af godkendelser fra relevante myndigheder. Den endelige lokalisering vil blive fastlagt efter den offentlige høring er gennemført, og driften er underlagt miljøgodkendelser.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.