Bilimportører udsender omstilling af den tunge transport i pixiebogform

Fredag 24. juni 2022 kl: 12:14
Af: Redaktionen

Fremtiden er grøn, og Danmark er i dag et foregangsland - en position som interesseorganisationen De Danske Bilimportører i lighed med mange andre mener, vi skal holde fast i og udbygge yderligere. Alle skal bidrage også den tunge transport, hvor danske lastbiler står for 12 procent af Danmarks samlede CO2-udledning fra transportsektoren. Hvis man tæller udenlandske lastbiler med, er det knap 19 procent af udledningen

De Danske Bilimportører understreger, at det er store tal, og derfor er der også et meget stort potentiale i at gøre transporten med lastbiler mere grøn. I dag er det politiske sigte en reduktion på 16-18 procent i 2030.


De Danske Bilimportører mener, at der skal mere til og handles nu.


Samtidig gør organisationen opmærksom på, at omstillingen af lastbiler er mere kompleks end omstillingen af personbiler. Det skyldes blandt andet kørselsmønstrene, som er meget forskellige fra personbilerne, ligesom der er store forskelle mellem de forskellige typer af tung transport. Samtidig er der forskelle i de teknologier, der er til rådighed for henholdsvis personbiler og lastbiler.


Flere forskellige teknologier skal i spil
Omstillingen af den tunge transport kræver derfor flere forskellige teknologier med tilhørende infrastruktur, og nogle af disse teknologier er ikke modnet endnu. 


En del af lastbiltrafikken er i sin natur grænseoverskridende, ligesom producenterne ikke udvikler lastbiler til Danmark alene. Derfor er det vigtigt at vælge løsninger, som fungerer på europæisk plan. 


Men kompleksiteten skal efter De Danske Bilimportørers mening ikke afholde nogen fra at gå i gang, da der er mange muligheder både på kort og lang sigt, og der er mange grønne gevinster at høste. Tilmed er der den fordel, at lastbiler i mange tilfælde har en kortere levetid end personbiler.


Holdbare politiske beslutninger og langsigtede rammevilkår
Det betyder, at udskiftning af køretøjerne og dermed indfasning af nye, grønne løsninger kan ske hurtigere. De Danske Bilimportører har udviklet seks konkrete initiativer, som vil gøre de danske lastbiler grønnere og mindske CO2-udledningen fra den tunge transport betragteligt. 


De konkrete løsninger kan diskuteres, men der er én helt altafgørende forudsætning for virksomhedernes grønne omstilling, også i transportbranchen: At rammevilkårene er kendte og langsigtede, da omstillingen er dyr og vanskelig, og virksomhederne er derfor nødt til at kunne regne med de gældende rammevilkår i en længere periode for at kunne træffe de rigtige beslutninger og foretage de nødvendige investeringer. 


Budskabet fra De Danske Bilimportører er, at holdbare politiske beslutninger giver kendte, langsigtede rammevilkår - og det får de grønne lastbiler hurtigere ud på vejene.


De Danske Bilimportører præsenterer seks konkrete initiativer:
  • Tilskud til elektriske lastbiler
  • Tilskud til gaslastbiler
  • Ny grøn infrastruktur
  • Nye kørselsafgifter
  • Tilpasning af brændstofafgifterne
  • Strammere miljøzoner

Initiativerne er fælles for medlemmerne af De Danske Bilimportører, der reelt repræsenterer alle lastbilmærkerne i Danmark


De Danske Bilimportører læner sig op ad viden direkte fra lastbilproducenterne, ligesom organisationen har ladet sig inspirere af de ideer og analyser, der findes hos blandt andre Klimarådet1 og Dansk Energi/Dansk E-Mobilitet2.


Interesserede kan læse pixiebogen fra De Danske Bilimportører her:







Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.