Transportfirma er blevet CO2-neutral i egne afdelinger

Mandag 23. maj 2022 kl: 10:57
Af: Redaktionen

Transportfirma er blevet CO2-neutral i egne afdelinger

Speditionsfirmaet Alpi, der har fem afdelinger i Danmark, har siden 2020 arbejdet med at mindske sit klimaaftryk og blive mere bæredygtig. I dag melder virksomheden, at den er blevet CO2-neutral i egne afdelinger i Danmark, men også, at den vil opnå meget mere. - Det er en proces og en rejse, og vi kan kun gøre det i fællesskab med andre, lyder det fra Alpi's Brand Manager, Mette E Thygesen

Transport tegner sig for knap 30 procent af EU's samlede CO2-emissioner. Derfor var man hos speditionsfirmaet Alpi, med italiensk moderselskab og fem afdelinger i Danmark, ikke i tvivl, da man med projektet "Alpi Go Green" i 2020 påbegyndte arbejdet mod at blive en mere klimavenlig og bæredygtig virksomhed.


- Vi er en stor del af problemet. Derfor giver det også kun mening, at vi er en stor del af løsningen. Noget kan vi påvirke nu - og meget kræver teknologiske udviklinger, siger Mette E Thygesen og fortsætter:


- Derfor er det også med stolthed, at virksomheden nu kan kalde sig CO2-neutrale på egne lokaliteter i Danmark. 


- Vores arbejde med den grønne omstilling har vist os, at det ikke er et stykke arbejde, man kan gøre alene. Det er en global agenda, hvor vi alle må tage ansvar for vores del, siger Mette E Thygesen, der er Brand Manager hos Alpi.




Alpi's mål er nået blandt andet ved at indføre strøm baseret på vedvarende energikilder som sol og vind i alle afdelinger. Man har også nedbragt varmeforbruget, indført eldrevet kørende materiel samt en hel række andre initiativer i hverdagen, som alle nedbringer CO2-aftrykket. 


- Den rest af CO2-emission, som virksomheden ikke har kunne reducere igennem optimering og innovation, kompenserer man i en række udvalgte og validerede kompenseringsprojekter. Projekterne er alle verificeret i ”The Gold Standard” eller ”Verified Carbon Standard”, så der er sikkerhed for, at det faktisk er med til at gøre en forskel, oplyser Mette E Thygesen.


Mette E Thygesen forklarer, at det at reducere sit CO2-aftryk er meget komplekst. Der er ingen genveje, og man er nødt til at arbejde i flere retninger på samme tid. Fra de små ting i hverdagen, som at affaldssortere, genbruge, mindske madspild og brugen af oksekød og ost i kantinen, til de større indsatser som at begynde at køre med gasdrevne lastbiler, grøn el og logistikoptimering. 


- Alt er med til at flytte os i den rigtige retning, siger Mette E Thygesen og tilføjer, at man hos Alpi er fuld bevidst om, at en klimavenlig tilgang til at drive forretning er en forudsætning for fortsat at være en relevant samarbejdspartner.


- Transport, logistik og bæredygtighed er en kompleks - men nødvendig - agenda. Og i vores segment, hvor hovedparten af vores kunder er små og mellemstore virksomheder, har vi en forpligtelse til at samle viden og rådgive vores kunder bedst muligt. Vi vil gerne gøre det trygt for vores samarbejdspartnere ved en valid og transparent indsats og tilgang, siger hun.


Kampen for klimaet fortsætter
Men selvom Alpi således har nået én af sine første målsætninger, fortsætter virksomheden arbejdet med at blive mere klimavenlig og bæredygtig. Man arbejder på en lang række forskellige parametre, både eksternt og internt - og med målsætninger, der strækker sig til 2025 og 2030.


- Vi vil mindske vores klimaaftryk generelt - ikke blot på egne lokationer. Faktisk er vores målsætning at reducere vores emission med 40 % frem mod 2030 i hele værdikæden - i forhold til 2020. Og så har vi samtidig også fokus på social bæredygtighed og trivsel, siger Mette E Thygesen, der understreger, at for at kunne opnå disse mål, kræver det et tæt samarbejde med alle virksomhedens samarbejdspartnere og ikke mindst teknologiske udviklinger - så som fossilfrie brændstoffer.


- Vores arbejde med den grønne omstilling har i den grad vist os, at det ikke er et stykke arbejde, man kan gøre alene. Det er en global agenda, hvor vi alle må tage ansvar for vores del, siger hun og peger på, at man er nødt til at have modet til at gå i forskellige retninger og være med til at teste nye teknologier. 


- Lige nu er der mange bud på hvilke brændstofs typer, vi skal satse på i transportbranchen. Vi tror, at fremtiden vil byde på flere forskellige brændstofs typer; brint, el, gas, biodisel, HVO og så videre, siger hun og tilføjer, at selvom Alpi er stolte af at kunne kalde sig CO2-neutrale på egne lokationer, så er der stadig lang vej igen. 


- Det starter med at tage en beslutning om at ville den grønne omstilling - og så have viljen til at føre beslutningen ud i livet. Det har vi gjort med Alpi Go Green. Så vi fortsætter arbejdet, så vi sammen med vores samarbejdspartnere bliver en del af løsningen, slutter Mette E Thygesen.












Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.