Stykgods til Grønland skal indleveres i Aarhus

Fredag 22. april 2022 kl: 10:20
Af: Redaktionen

Rederiet Royal Arctic Line, der fragter gods til og fra Grønland, har indgået en aftale med Eimskip Denmark A/S om håndtering af stykgods på deres pakhus på Aarhus Havn. Ind- og udlevering af stykgods har hidtil været håndteret på Royal Arctic Lines egne faciliteter i Aalborg, men med udgangen af juni vil Royal Arctic Line ikke længere anløbe Aalborg i rutefart

Efter endt afsøgning af markedet er valget af samarbejdspartner faldet på Eimskip Denmark A/S, som i forvejen driver pakhusfacilitet på Aarhus Havn for deres egne services til og fra Færøerne og Island. 


- Eimskip har stor ekspertise i at håndtere den samme type gods som Royal Arctic Lines kunder sender mellem Danmark og Grønland, og vi ser frem til samarbejdet om håndtering af stykgods i Danmark, siger Ivalu Kleist, der er COO i Royal Arctic Line.


- Eimskip Denmark A/S ser frem til samarbejdet med Royal Arctic Line omkring modtagelse og pakning af alle tørgods/stykgodsforsendelser til/fra Grønland. Opgaven er en naturlig udvidelse af vores mangeårige Nordatlantiske ekspertise indenfor godshåndtering udført med optimal beliggenhed direkte på Aarhus Havn af medarbejdere med høj anciennitet, som er en afgørende faktor for en tilstrækkelig og fleksibel kapacitet, siger Jesper Sandahl, Managing Director, Eimskip Denmark A/S.


Ind- og udlevering af stykgods har hidtil været håndteret på Royal Arctic Lines egne faciliteter i Aalborg, men med udgangen af juni vil Royal Arctic Line ikke længere anløbe Aalborg i rutefart, derfor flyttes stykgodshåndteringen i lighed med andre godstyper til Århus havn.


Tidspunkt for den endelige flytning af stykgods samt indleveringsfrister er endnu ikke lagt fast.










Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.