Havn i Thy stifter energi-fællesskab

Fredag 1. oktober 2021 kl: 10:00
Af: Redaktionen

Havn i Thy stifter energi-fællesskab

Hanstholm Havn stifter Hanstholm Energifællesskab A/S for at skabe Europas første CO2-neutrale fiskerihavn. Med det nyoprettede datterselskab vil havnen være klar til at tage hul på en ny vækstfase med etablering af et cirkulært energifællesskab, hvor grøn energi skal værehavnens næste store vækstdynamo. Målet er at transformere havnen til den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa

Efter endt udvidelse ligger Hanstholm Havn klar med nye ydermoler, øget vanddybde, ekstra kajkapacitet og 130.000 kvadratmeter nyt baglandsareal. Det store areal, som har direkte adgang til 350 meter kaj, skaber muligheder for at tænke stort og tilføje ny aktivitet til havnen. 


- Hanstholm Havn er med den gennemførte havneudvidelse klar til en helt ny epoke, hvor havnens voksende position inden for konsumfiskeri nu får følgeskab af grøn energi som den næste store vækstmotor. Det skal sikre en ambitiøs vækstrejse, hvor havnen ikke alene vil være defineret ved sin rolle som Danmarks førende havn inden for handel, bearbejdning og opdræt af fisk, men samtidig være Europas grønneste og første CO2-neutrale fiskerihavn, siger formanden for Hanstholm Havn, Kirsten Hede.


Det nye havneareal skal danne grundlag for ét stort energifællesskab, som skal spille sammen med fiskeriet, der fortsat vil være solidt forankret i den gamle del af havnen.


Hanstholm Havn og nyt aktieselskab
- Hanstholm Havn har udarbejdet en strategi, som afspejler en vilje til at skabe innovativ og langsigtet forretningsudvikling. Hanstholm Energifællesskab A/S er nu klar til at sende havnen ud på en grøn vækstrejse, og for at sikre den rette interaktion med havnens øvrige aktiviteter, mener bestyrelsen, at Nils Skeby er den rette på posten som direktør for det nye aktieselskab, siger Kirsten Hede.


Hanstholm Havn er organiseret som en kommunal selvstyrehavn, hvorunder Hanstholm Energifællesskab A/S nu er oprettet som et datterselskab, der således vil operere med sin egen organisation og bestyrelse. Havnens bestyrelse har i den forbindelse aftalt med Hanstholm Havns direktør, Nils Skeby, at han vil fungere som både havnedirektør og administrerende direktør i den nye A/S-konstellation.


Nils Skeby ser frem til at kombinere sit direktørjob hos Hanstholm Havn med rollen som administrerende direktør for Hanstholm Energifællesskab A/S, der med en grøn profil skal være attraktiv at søge imod for aktører, der ønsker at være en del af fremtidens havn.


- Kongstanken bag Hanstholm Energifællesskab er, at alle ressourcer skal bringes i spil og udnyttes så godt som overhovedet muligt i cirkulære processer med et stærkt fokus på Power-to-X. På den måde kan vi for eksempel opsamle lokal CO2-udledning og benytte det som en værdifuld ressource til fremstilling af grønt brændstof til skibe, ligesom restaffald fra blandt andet fiskeindustrien kan indgå i produktion af biogas for opvarmning af havn og by, siger Nils Skeby og fortsætter:


- Ved at gøre den enes affald til den andens ressource skal Hanstholm Energifællesskab være leveringsdygtig i grønne energiformer og gøre Hanstholm til det rette sted for virksomheder og investorer, der vil med på en grøn vækstrejse. Det vil samtidig sikre en vigtig tilførsel af nye, lokale arbejdspladser på Hanstholm Havn.


Hanstholm Energifællesskab A/S skal markere Hanstholm Havn inden for grøn havnedrift og på den måde sikre et massivt bidrag til den grønne omstilling, hvor Danmarks klimamålsætning er en 70-procents CO2-reduktion inden udgangen af 2030. 


Hanstholm Havn er en del af Klimaalliancen Thy, der er en sammenslutning af organisationer, som har forpligtet sig til at arbejde for, at Thy ikke alene reducerer sine CO2-udledninger med 70 procent, men samtidig arbejder målrettet med at udvikle det lokale erhvervsliv.


Borgmester i Thisted Kommune og næstformand i Hanstholm Havns bestyrelse, Ulla Vestergaard, peger på, at Hanstholm Havn er en af de største erhvervsdrivere i Thisted Kommune med mange produktionsvirksomheder og omkring 2.300 lokale arbejdspladser. 


- Havnen rummer derfor også et stort potentiale for at bidrage ind i den grønne omstilling, og derfor er det meget prisværdigt at opleve, hvordan Hanstholm Havn arbejder både ambitiøst og fremsynet med at tage ansvar og gøre den grønne omstilling til en naturlig katalysator for havnens videre udvikling, siger hun.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.