Trafiktallet i lufthavn på Amager lå 60 procent under

Fredag 13. august 2021 kl: 13:58
Af: Redaktionen

Antallet af rejsende via Københavns Lufthavn på Amager endte i juli på 1,2 millioner. I forhold til juli sidste år, er der tale om en vækst på 118 procent. Men i forhold til juli 2019 - året før corona-tiden ankom med forskellige rejserestriktioner - er der tale om en nedgang på 60 procent

- Der er liv i terminalerne igen. Efter 15 måneders krise og et 2021, hvor årets første fire måneder var som i 1962 med blot 5.000 rejsende dagligt, ser det ud til at vende. Fra juni til juli blev antallet af rejsende mere end fordoblet fra en halv million til 1,2 millioner, siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard.


I øjeblikket er der gang i 180 ruter til og fra lufthavnen.


- Vi genåbner i takt med at passagerne vender tilbage. Vi er nu oppe på 40 procent af det normale antal rejsende. Det har gjort en stor forskel i juli, at danskerne har et velfungerende corona-pas, og at Europa i dag er grønt og gult i rejsevejledninger. Det betyder, vi kan rejse - naturligvis med de hensyn og forholdsregler man skal i et Europa, hvor corona-smitten stadig er en del af hverdagen. Det er jo ikke slut endnu og vi kan risikere en opblussen i Europa til efteråret, siger Peter Krogsgaard.


Trafiktallene fra Københavns Lufthavn viser, at det i øjeblikket er europæiske destinationer, der er mest populære. De lange ruter ud af Europa er stadig hårdt ramt af corona-tiden med et fald på 80 procent, mens Europa-trafikken er på 40 procent af normalen.





Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.